Ihærdighed betaler sig
Ny Scania R 650 til Brdr. Sand i Brønderslev
Stiholts lastbilsælger Peter Munkholm er en stædig mand - på den gode måde. Lige efter sin tiltrædelse hos Stiholt i 2006 fik han øje på entreprenør- og vognmandsforretningen Brdr. Sand I/S i Brønderslev som et interessant kundeemne, og nu - efter præcis 14 års ihærdighed - er det endelig lykkedes for ham at få solgt en ny Scania til Brdr. Sand.
Virksomheden har afdelinger i både Brønderslev og Løkken, og blandt aktiviteterne er grave-, nedbrydnings- og anlægsarbejde, udlejning af containere, kran- og entreprenørkørsel, levering af strandsand samt ikke mindst transport og opstilling af badehuse på Løkken og Blokhus Strand.
Vores far var Scania-mand
- Da min bror og jeg overtog forretningen for 15 år siden, skiftede vi til et andet svensk lastbilmærke, for de havde en forhandler nærmest i vores baghave.
- Den lukkede dog for nogle år siden, så det var ikke længere et argument. Da det var tid til udskiftning af min tidligere Volvo, meldte Peter Munkholm sig straks på banen igen, og så trak han det længste strå. Han er bare en rigtig dygtig og reel sælger, og så er han også en meget behagelig mand at handle med, tilføjer Bo.
Lod sig rive med
Brdr. Sands nye Scania er en R 650 B8x4, der er opbygget med SAWO wirehejs, bagmonteret beslag for en ældre men velholdt, aftagelig HIAB-kran samt VBG-træktøj til en 3-akslet kærre.
- Selv om jeg indimellem kører med tunge læs, ved jeg godt, at en V8’er på 650 hk er at skyde gråspurve med kanoner, men jeg lod mig sgu’ rive lidt med, indrømmer Bo.
- Jeg valgte den nu også for at vise vores gamle far respekt. Han er stadig Scania-mand, og jeg har haft ham med ude og køre nogle gange i den nye V8’er. Dét nyder han virkelig, siger Bo og tilføjer, at det gør han skam også selv!
- Jeg skal ind og ud af bilen mange gange hver dag, og der er jo lidt højere op til førerpladsen end i min gamle Volvo FM. Det glemmer man dog, når man sidder bag rattet, for 650’eren går bare suverænt godt, slutter han.