23948sdkhjf

Volvo Danmark har fået ny topchef

Peter Ericson er startet som adm. direktør i Volvo Danmark den 1. august 2020

Den 1. august tiltrådte Peter Ericson som adm. direktør i Volvo Danmark A/S.

Peter Ericson har været i Volvo Group siden 1994 og har omfattende erfaring fra lederstillinger hos Volvo i Gøteborg. Peter har desuden været adm. direktør for Volvo Group i Hviderusland, Bulgarien og senest i Rumænien siden 2016.

Peter Ericson erstatter Lars Bo Larsen, der fratrådte posten som adm. direktør tidligere på måneden.

Han mødte pressen ved prøvekørslerne af de nye FH, FM og FMX-lastbiler i sidste uge. Ellers glæder han sig til at møde mange Volvo-kunder og -kontakter den 28. august, når Volvo Danmarks nye hovedsæde indvies i Høje-Taastrup.

Stolt over det nye hus

- Det er helt exceptionelt at komme til Danmark og som en af mine første opgaver at indvie det nye Volvo-hovedsæde i Høje-Taastrup, siger Peter Ericson.

- Jeg er utrolig stolt over vores nye hus. Og jeg er også utrolig stolt over, at vi også kan præsentere Volvos nye biler her i Danmark. Det er to store begivenheder, som finder sted samtidig med, at jeg starter her.

Volvo gennem 26 år

Peter Ericson er 46 år gammel og har arbejdet hos Volvo i 26 år.

- Jeg startede i produktion på Volvo-fabrikken i Tuve. Ja, jeg er født lige ved siden af fabrikken. Jeg er en af de meget få - måske den eneste - Volvo-medarbejder, som har Tuve stående i mit pas.

- Jeg arbejdede på fabrikken i nogle år. Siden kom jeg over i salg og marketing og har de seneste 20 år arbejdet med salg i forskellige roller.

De seneste 10 år har jeg været adm. direktør for Volvo Group i Hviderusland, Bulgarien og Rumænien.

Volvo og corona

På sit første møde med de danske journalister blev Peter Ericson bedt om at fortælle om situationen for Volvo under corona-krisen.

- Som i ved lukkede vi produktion helt ned i seks uger i marts og april. Det havde rigtig meget med medarbejdernes sikkerhed at gøre; men vi havde også svært ved at få alle de komponenter, vi havde brug for, fortæller Peter Ericson.

- Det lykkedes at holde vores værksteder åbne takket være en stor indsats fra medarbejderne og de lokale ledere.

- Corona-krisen er slet ikke slut endnu, så udfordringen bliver at undgå en nedlukning igen. Vi har gjort vores erfaringer, så vi håber alle på, at vi ikke behøver at lukke nogle af vores anlæg ned. Det gælder ikke kun i Danmark, men i hele Europa.

Fuld fart på produktionen

- Vores produktion kører nu på "full speed", og vi kan levere alle vores eksisterende modeller. Vores nye lastbilmodeller, som vi viser i Danmark i disse dage og i løbet af efteråret, går først i serieproduktion efter årsskiftet; men fremsynede vognmænd kan bestille allerede her til efteråret.

- Vi har intet efterslæb i produktionen. Vi kan levere det, der ønskes. Så er det jo spændende at se, hvordan efterspørgslen bliver. Mange vognmænd har haft travlt under corona-krisen. Nu må vi se, om de også har mod på at investere i nyt materiel nu.

- Vi har haft en del annulleringer af ordrer på de europæiske markeder, som har været hårdest ramt af corona-krisen; men jeg mener, at det er et overstået kapitel nu. Den ordrebog, Volvo har nu, indeholder en rigtig god kvalitet.

Mere LNG i Danmark

Peter Ericson glæder sig også til at være med til at tage fat på et af de helt store spørgsmål i Danmark, nemlig hvordan transportbranchen bliver mere grøn.

- Her håber vi især, at LNG bliver mere udbredt i Danmark. Vi har jo produkterne, men der findes ingen infrastruktur. Her må vi arbejde sammen med myndighederne, så vi kan finde løsningerne. Det gælder også med el-køretøjer.

- Danmark er jo kendt som et miljøland. Derfor kan det godt undre, at man ikke har startet flere initiativer på transportområdet endnu, slutter Peter Ericson.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095