23948sdkhjf

Vejdirektoratet eksperimenterer med klimavenlig genbrugsasfalt

Vejdirektoratet gennemfører i disse dage et forsøg med at udlægge miljøvenlig genbrugsasfalt på Frederikshavnmotorvejen ved Hjallerup. 

Forsøget skal udvikle en mere bæredygtig metode til at reparere eller udskifte de bærelag, der ligger lige under asfalten på vejene.

- Vi har en stor opgave foran os i forhold til at omstille transportsektoren til en mere klimavenlig, bæredygtig og grøn sektor. Transportområdet er ansvarlig for en stor del af den samlede CO2-udledning. Derfor ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at sikre, at vi skaber de muligheder, der skal til, for at omstillingen kan lykkes. Jeg ser derfor meget positivt på forsøg med for eksempel genbrugsasfalt. De er små skridt på den store vej mod en grønnere fremtid, og de tjener som inspiration for vores videre arbejde, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Genbruger gammelt bærelag

Områdechef Søren Andersen fra Vejdirektoratet tilføjer:

- Vi har i flere år i vejbranchen søgt efter nye og grønnere måder at reparere og vedligeholde vores veje på. Ikke mindst i erkendelse af, at vi bruger mange råstoffer til at reparere vejene – ligesom selve transporten af råstofferne også er yderst ressourcekrævende. Med denne nye metode kan vi forhåbentlig nedsætte CO2-forbruget til reparation af vejenes bærelag markant.

Helt konkret handler den nye metode om, at man fræser vejens gamle bærelag og blander det bl.a. med nogle få procent ny bitumen, som binder de gamle bærelagsmaterialer sammen. Herved opnås et nyt bærelagsmateriale – såkaldt bitumenstabiliseret materiale (BSM) – der kan udlægges på samme sted som et nyt holdbart bærelag for vejen.

- Denne metode giver os flere fordele. Dels kan vi genbruge vejens gamle bærelag, hvilket betyder, at vi slipper for at udvinde nye råstoffer. Og dels kan vi producere det nye bærelag på stedet, hvilket betyder at også den ressourcetunge transport falder bort, siger Søren Andersen.

Forsøgt i udlandet

Der er tidligere blevet eksperimenteret med metoden i udlandet, primært USA og Sydafrika. Og nu er Vejdirektoratet – i samarbejde med entreprenørvirksomhederne SR-gruppen og Arkil – som nogle af de første i Europa altså i gang med at udvikle konceptet, så det passer til danske klima- og vejrforhold og lever op til de hjemlige vejregler.

Den specifikke CO2-besparelse, som metoden medfører, tør Søren Andersen ikke angive på nuværende tidspunkt. Tidligere estimater anslår, at BSM-metoden kan spare mellem 70 til 90 procent af CO2-forbruget ved reparationer af vejes nedbrudte bærelag, men det vil Vejdirektoratets områdechef ikke garantere.

- Nu er vi i gang med forsøg med den nye metode, og så vil vi naturligvis også prøve at vurdere, hvor stor energibesparelsen er. Men det afhænger nok ved hvert vejarbejde af konkrete omstændigheder, blandt andet omfanget af den transport, man sparer. Der er dog ingen tvivl om, at metoden potentielt kan give os en betydelig CO2-gevinst og ikke mindst et meget mindre forbrug af råstoffer, siger Søren Andersen.

Udover på Frederikshavnmotorvejen vil Vejdirektoratet også teste den nye metode på Rute 16 ved Sr. Borup fra slutningen af september og to uger frem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078