Bryde & Sønner flytter fortsat: - Hjulene drejer stadig rundt
Indenfor transportbranchen er de at betragte som lidt af et nichesegment, men faktisk varetager flytteforretningerne hvert år i omegnen af 800.000 flytninger, store som små, over hele Danmark.
Og Corona-krisen har imod forventning ikke sat farten nævneværdigt ned, fortæller indehaver af den københavnske flytteforretning Bryde & Sønner, Jan Bryde til Transportmagasinet.
- Virkeligheden er, at der har været pænt at se til under krisen, og vi har ikke haft brug for hjælpepakker eller afskedigelser. Det er en skøn ting, at vi har været dygtige nok til at fastholde vores markedsandel, siger han.
En ny slags krise
Det er en yndet disciplin at sammenligne den nuværende krise med Finanskrisen, som mange af os stadig bærer frisk i erindringen – men forskellen mellem de to markedssituationer er til at få øje på, siger Jan Bryde:
- Det er en anden krise, end vi er vandt til. Når jeg tænker tilbage på finanskrisen, så var det fra den ene dag til den anden, at alt gik i stå. Det er ikke sket på samme måde denne gang. Under Corona-krisen har hjulene stadig drejet rundt, håndværkere har haft travlt, og det har smittet positivt af på os som nichebranche.
Rutinerne i arbejdet er dog tydeligt påvirket af Corona-krisen og den øgede opmærksomhed på både kundernes og de ansattes sikkerhed i forbindelse med flytningerne, hvor flyttemændene både færdes på forskellige adresser og er i tæt kontakt med kundernes personlige ejendele.
- Vi gør meget ud af at spritte af og bære mundbind, så vi kan begrænse smitte mest muligt. Sikkerhed er en stor faktor, og selvom bæredygtighed har været øverst på dagsordenen i en del år efterhånden, så er den altså lige nu afløst af forebyggelse og hensyn til smittefare, siger Jan Bryde til Transportmagasinet.