Selvkørende truck har rygende travlt på lageret
En Linde L14 AGV-gaffeltruck med avanceret navigations- og sikkerhedsudstyr er efter en testfase blevet implementeret til at fragte færdigvarer fra produktionen ud til modtagerområdet døgnet rundt hos virksomheden Vikan A/S, der siden 1898 har udviklet sig til en af verdens førende producenter af hygiejniske rengøringsprodukter til især fødevareindustrien.
Den nye AGV-maskine indgår som et naturligt element i den samlede produktionsproces. Paller med dele til børster bliver kørt fra råvarelageret til de fuldautomatiske anlæg, hvor der bores huller, isættes hår og kvalitetssikres og emballeres med menneskehænder.
Den store Vikan-produktionshal er derfor fyldt op med store mængder råvarer, paller, affald mv.
- Vi har rigtig mange råvarer inde i produktionen, så det kan til tider være en udfordring med pladsen, fortæller Flemming Olsen, der er Production Technology Manager hos Vikan.
- Derfor skal AGV-maskinen - udover at køre færdigvarer ind på lageret - også programmeres til at "føde" vores produktionsanlæg i et mere fleksibelt flow, så vi bedre udnytter pladsen. Vi arbejder også på at få den til at køre med affald og tomme paller.
Udenom forhindringer
AGV-løsningen hos Vikan kortlægger løbende det eksisterende rum med dynamiske og præcise scanninger. Maskinen indretter sig efter det omskiftelige arbejdsmiljø og kører let uden om forhindringer. Ud over sine faste, indprogrammerede opgaver, kan den også udføre "taxi-kørsel", når en medarbejder skal have hentet en palle eller flyttet rundt på andre paller.
- Vi har valgt at investere meget tid og mange ressourcer i indkøringsfasen, og vi vurderer, at der er et stort potentiale i AGV-teknologien.
- Vi vil gerne mindske de manuelle rutiner, effektivisere vores vareflow og bruge ressourcerne på at fremtidssikre produktionen, da vi opererer på et meget konkurrencepræget marked.
Kan selv programmere
AGV-teknologien har været forholdsvis nem at installere i det eksisterende produktions- og lagermiljø hos Vikan. Med AGV-løsningen fra N.C. Nielsen følger en åben software-platform, hvor virksomhedens medarbejdere selv har adgang til at ændre i opsætningen og f.eks. kan programmere nye ruter eller nye funktioner ind i systemet.
- Det glæder os, at produktions- og lagermedarbejderne har taget så godt imod løsningen og kommer med forskellige input til, hvordan vi kan forbedre AGV-løsningen yderligere.