Lastbilvask på kun fem minutter
Tidligere i år åbnede OK en Truck Vask hos Alex Andersen Ølund på Logistikvej 21A i Odense. Nu er vaskehallen åben for alle vognmænd og chauffører.
Truckvasken er fuldt automatisk. Man bliver siddende bag rattet, mens bilen vaskes - uanset om det er forvognen, trækkeren eller hængeren, der trænger. Det er nemlig chaufføren, der skal køre lastbilen gennem vaskehallen.
Det er ikke kompliceret, lover OK. Vaskehallen guider chaufføren, så det hele foregår nemt og enkelt.
Man kan vaske både trækker, trailer, forvogn, forvogn med lift, hænger og modulvogntog. Man kan ikke vaske tankvogne, busser, varevogne, trailere med rundbuede lad, tiptrailere og lastbiler med lad-opbygninger.
Manuel vaskehal
Udover vaskehallen får man også adgang til OK’s manuelle vaskehal. Her er der plads til at give traileren en ekstra særlig hånd - både indvendigt og udvendigt med højtryksrensere.
Vaskeanlægget er et anlæg fra Hautek/Istobal HeavyWash Express med fem børster. Det er bygget som et gennemkørselsvaskeanlæg med lynhurtig vask. Det er muligt at vaske et modulvogntog (25,25 m) på helt ned til 4½ minut, hvis man har travlt.
Vaskeanlægget har HeavyWash Rotators spulesystem for hjul- og chassisvask. Anlægget er med dobbelt foam forvaskekemi-bue og højtryksbue.
Projektet er udarbejdet så miljøvenligt som muligt med et Aquadetox biologisk vandbehandlingssystem til de to vaskehaller.