Lastbilkaravanen triller ud i ny coronasikret udgave
Trafiksikkerhed og gode vaner i trafikken er livsvigtigt, og derfor besøger Lastbilkaravanen igen de danske folkeskoler.
I 2020 er det dog en corona-sikret udgave af trafiksikkerhedskampagnen, som ruller ud til eleverne i 2. klasse på fire mindre skoler på tværs af landet. Der bliver således taget alle de nødvendige forholdsregler i form af social afstand, obligatoriske mundbind, masser af håndsprit og et generelt stort hensyn til deltagernes sikkerhed.
Vigtigt budskab trods Corona
Det er heldigvis ikke noget, som ødelægger humøret, når hovedfiguren fra kampagnen, lastbilchaufføren Magda, fortæller og synger om lastbiler, vigtigheden af at passe på i trafikken og ikke mindst om den kritiske zone, hvor det kan være udfordrende for lastbilchaufførerne at se cyklister og gående.
Børnene bidrager også med deres egne historier om lastbiler og om, hvor vigtige de er for, at mælk, brød og legetøj kan komme frem.
- Børnene er vilde med Magda. De lytter koncentreret med, når hun fortæller, og de kan synge med på sangene, når hun synger om, at man skal blive bag ved lastbilen, og at man skal holde sig væk fra det højre fordæk. Normalt vil de gerne kramme og highfive med hende bagefter, men det kan vi jo ikke i år, så de nøjes med at vinke, fortæller Malene Vitus, projektleder på Lastbilkaravanen.
Når Lastbilkaravanen kommer på besøg, får børnene blandt andet også lov til at komme ind i en lastbil og se den kritiske zone med egne øjne, og de får lov til at smide æg på jorden, der er iført små hjelme, så de kan se, hvor vigtigt det er at have cykelhjelm på.
Rim og remser hjælper på hukommelsen
- Vi har skabt et univers, hvor vi igennem sang på rim og remser og leg får lastbiler og trafiksikkerhed på skoleskemaet. Det skulle gerne gøre, at børnene bliver mere bevidste om, hvor vigtigt det er at passe på i trafikken, og forhåbentlig kan de huske sangene og budskaberne, så de kan synge dem for mor og far derhjemme. Vi kan ikke redde hele verden, men hvis vi bare kan gøre en lille forskel med Lastbilkaravanen, vil det være det hele værd, siger Malene Vitus.
De kommende to dage besøger Lastbilkaravanen Ryslinge, Kværndrup og Fuglebjerg.