23948sdkhjf

Første Scania i næsten 20 år

Bejstrups nye Scania R 580 er leveret til tiden og efter aftale - trods corona

Bejstrup Vognmandsforretning A/S er søsterselskab til Bejstrup Maskinstation A/S, der hører til blandt de største maskinstationer i Danmark. Virksomheden er beliggende lige nord for Limfjorden ved Aggersund, og ud over en kæmpe maskinpark til opgaver i landbruget råder Bejstrup over 14 egne vogntog samt beskæftiger dagligt 10-15 indlejede biler.

Bejstrup har tidligere foretrukket et andet svensk lastbilmærke, men i jagten på bedre brændstoføkonomi er der for nylig kommet en Scania R 580 bogietrækker ind i flåden. Den er leveret af Stiholt i Thisted, og det ser ud til at være en god beslutning.

Kørselsleder Jonas Hansen er godt tilfreds med Stiholts levering af den nye Scania R 580. Så godt, at der faktisk er endnu en Scania på vej til Bejstrup til foråret.

- Vi har tidligere været meget trofaste over for et andet lastbilmærke. Det skyldtes ikke mindst en rigtig god sælger, men han er stoppet i branchen, så vi brugte anledningen til at tjekke markedet ud og valgte at handle med Stiholt i stedet. Det har vi ikke fortrudt, siger Jonas.

- Vi har oplevet Stiholts lastbilsælger Lars Pedersen som meget seriøs og ordholdende, og det er vigtigt for os. Undervejs i processen har vi også oplevet stor fleksibilitet i Thisted-afdelingen, og bilen er på trods af corona-udfordringerne leveret til tiden og helt efter aftale, tilføjer han.

Chauffør: Min bedste lastbil

Også bilens faste chauffør, 48-årige Kim Jensen, er mere end godt tilfreds med sin nye bil. Han har kørt for Bejstrup i mere end 25 år og som kaptajn på den nye R 580 er han ikke i tvivl:

- Det er den bedste lastbil, jeg nogensinde har kørt, siger han.

- Jeg har kørt meget i andre lastbilmærker, men da jeg skulle have ny bil, lagde jeg ikke skjul på, at jeg helst ville køre Scania. Det har jeg fået lov til, og den lever fuldt ud op til forventningerne. Det gælder både køreegenskaber og komfort, men det gælder også brændstoføkonomi, siger han.

Længere på literen

- Efter en måneds kørsel med tunge læs har den gået over 2,9 km/l inkl. kraftudtagskørsel, og det er mindst 0,5 km/l længere på literen, end jeg har kunne køre i de andre mærker. Og det er på trods af, at det er en V8’er med 40-50 hk mere end mine tidligere biler, fastslår Kim.

- Jeg ved, at det er noget, de lægger meget mærke til på kontoret, så de er vist også rigtig godt tilfredse, tilføjer han.

Walking floor trailer

Den nye R 580 kører fast med en ny c4-akslet Knaben walking floor trailer. Godset består af alt fra foderstoffer, korn og flis til kalk, savsmuld og pallegods.

Bejstrup har valgt at tegne serviceaftale med udvidet drivlinedækning på bilen i otte år ved en forventet årlig kørestrækning på ca. 120.000 km, hvilket giver knap en million km efter de otte år.

Vedligeholdelsen af bilen skal deles mellem Stiholts lastbilanlæg i Thisted og Aalborg afhængig af, hvad der passer bedst i forhold til kørselsopgaverne.

Flere selskaber

Bejstrup er en koncern bestående af moderselskabet Bejstrup Holding og datterselskaberne Bejstrup Maskinstation og Bejstrup Vognmandsforretning. Bejstrup Maskinstation rummer også de to selvstændige afdelinger Bejstrup Anlægsgartner og Bejstrup Skilte.

Bejstrup Vognmandsforretning råder både over trækkere med gylle-, tip-, walking floor- og tanktrailere samt forvogn-/hængertræk med wire- og kroghejs til kørsel med containere. Bilerne kører over hele Danmark med enkelte afstikkere til Sverige. Samlet beskæftiger Bejstrup-koncernen 150 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11