ATL: Transportlærlinge bliver hårdt ramt af restriktioner
Lige nu er det ikke muligt for transportlærlinge at tage kørekort, ADR-beviser eller kran og gaffeltruck-certifikat på erhvervsskolerne.
De fleste erhvervsskoler var indtil sidste uge af den opfattelse, at det var tilladt at afholde certifikatundervisning, hvor transportlærlingene var fysisk til stede på skolerne. Men Undervisningsministeriet præciserede i sidste uge, at undervisning i certifikatfag eller certifikat-lignende fag, der indgår som led i en erhvervsuddannelse, ikke er undtaget fra nedlukningen.
Transporterhvervets Uddannelser (TUR) har kontaktet ministeriet i håb om at få lempet restriktionerne en smule.
- Vi prøver at få ministeriet til at forstå, at det vil være kritisk, at lærlingene ikke har mulighed for at tage de nødvendige kørekort samt den grundlæggende kvalifikationsuddannelse. En lærling uden kørekort og CUB har nemlig en meget lille værdi for vognmanden, siger Mogens Ellgaard-Cramer, sekretariatschef i TUR.
Både i TUR og hos ATL er der en frygt for, at restriktionerne vil føre til, at der bliver indgået færre uddannelsesaftaler og evt. at eksisterende uddannelsesaftaler ikke gennemføres.
- Det er klart, at det her vil kunne have indflydelse på lærlingens muligheder for, at gennemføre en uddannelse som chauffør og derfor er det en kritisk situation, Lars William Wesch, branchedirektør i ATL.
Mens erhvervsskolerne må holde lukket for certifikatuddannelser og kørekort inden for erhvervsuddannelserne, kan ufaglærte tage et AMU-kursus i præcis de samme emner. Den forskel undrer både TUR og ATL.
I princippet kan en vognmand opsige en lærlings uddannelsesaftale, ansætte ham som ufaglært og skaffe ham lastbilkørekort og CUB eller en certifikatuddannelse på et AMU-kursus.
- Vi er klar over, at vi lever i ekstraordinære tider. Men samtidig er det mærkeligt, at der er denne forskel på en erhvervsuddannelse og et AMU-kursus. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis denne situation fører til, at uddannelsesaftalerne bliver opsagt, og de unge i stedet arbejder som ufaglærte. Det vil vi tage op med myndighederne, siger Lars William Wesch.