Sådan får du dækket til at køre en million kilometer
Euromaster har et ønske og en plan. Ønsket er at være Danmarks førende dækspecialist, når det gælder bæredygtighed. Planen går ud på at give kunderne så meget som muligt ud af hvert eneste dæk.
Hvis man bruger dækket korrekt, kan det køre op til en million kilometer. Det er budskabet fra Michelin, og det vil dækkæden Euromaster gerne hjælpe vognmændene med at få til at gå i opfyldelse.
- I bund og grund handler det om at køre med det rigtige lufttryk i forhold til belastningen og på de rigtige dæktyper i forhold til ens kørselsforhold siger Lars Skov-Andersen, der er Business Line Manager - Lastvognsdæk hos Euromaster.
- Dermed er scenen sat til at udnytte dækkets fulde potentiale, og række ud efter millionen. God international langturskørsel med få stop, her kan millionen blive til virkelighed. Kører man kun lokalt i Danmark, er det ikke noget man må forvente; men man kan spare en masse penge på køb af nye dæk - og så sparer man oven i købet naturen for en masse CO2-udslip.
En solid karkasse
Den første forudsætning for, at dækket kan køre flest kilometer er, at det har et godt "skelet", forklarer Lars Skov-Andersen og hentyder til "karkassen".
- Man skal have en god og slidstærk karkasse i en ensartet kvalitet for at man kan tale om bæredygtighed i forbindelse med dækforbrug. På kvalitetsdæk er karkassen designet til at blive mønsteropskåret og efterfølgende regummieret flere gange - og det skal man naturligvis udnytte.
Et regummieret dæk i god kvalitet har samme kilometer-potentiale som et nyt dæk, men miljøforbruget er væsentligt lavere. En ny slidbane vejer cirka 20 kg; mens et helt nyt dæk vejer 70 kg. CO2-udslippet ved at lave en slidbane er meget lavere end et nyt dæk.
Opskæring - populært igen
Euromaster mener også, at man skal bruge opskæring, for at forlænge dækkets levetid.
- I gamle dage var opskæring af dæk mere almindeligt end i dag. Jeg tror, at mange af de ældre vognmænd kan huske det. Det kommer tilbage nu, hvor der er så stort fokus på bæredygtighed, vurderer Lars Skov-Andersen.
- Ved en mønsteropskæring skærer man tre mm ned i undergummiet. Det kan faktisk give dækket 20-25 procent flere km. Det vil sige, at hver gang man laver fire-fem mønsteropskæringer, har man faktisk produceret, hvad der svarer til et nyt dæk.
- Man går ikke på kompromis med sikkerheden, når man opskærer, fortsætter Lars Skov-Andersen.
- Når man laver en opskæring, laver man nye skarpe kanter i dækket, og så står dækket bedre fast. Et dæk har lavere rullemodstand når det er slidt end når det er nyt. Ved at opskære dækket, når der er 3-4 mm tllbage, forlænger man dækkets levetid i den periode hvor rullemodstanden er lav. På den måde opnår man en ikke ubetydelig brændstofbesparelse.
Et kvalitetsdæk er udviklet til opskæring og kan skæres 3-4 mm, mens billigere dæk måske kan skæres 2 mm. Samtidig kører kvalitetsdækkene flere km pr. mm.
- Opskæring er rigtig godt for miljøet, og det er også rigtig godt for pengepungen.
Dæk der slides uens
Ifølge Lars Skov-Andersen bliver mange dæk skiftet, fordi de ikke slides ens på akslen.
- Det er et alvorligt problem, når man ser på dækforbruger, og det er noget, man sagtens kan gøre noget ved. Det kræver, at man holder nøje øje med sine dæk og er opmærksom på dæktrykket.
- Det er specielt på trækakslen, problemet med uens slid eksisterer. Der får man ikke altid holdt øje med lufttrykket i de inderste dæk. Lige pludselig er det de inderste dæk, der har tabt luften - så bliver de slidt anderledes end de andre dæk, og så har man ikke fire ens dæk på akslen.
- Hvad gør man, når man for eksempel har tre dæk med mønsterdybde på 6 mm og et dæk med 1½ mm? Ja, ofte bliver alle fire dæk udskiftet og erstattet med fire nye dæk. Faktisk smider man 15 mm mønster ud. Det svarer til det meste af et nyt dæk!
- Derfor opfordrer vi alle vognmænd til at holde øje med deres dæk. Man skal vende dækkene professionelt og skifte deres position, så man får slidt alle dæk ned samtidigt og dermed undgå at smide gode millimeter ud.
Lufttrykket
Det sidste punkt, når vi snakker bæredygtighed, er lufttryk. Man skal sørge for at dækkene kører med det korrekte lufttryk i forhold til belastningen. Langt de fleste nedbrud , ødelagte dæk og uens slidte dæk starter med, at man ikke får holdt øje med lufttrykket i tide.
Hvis man holder øje med sine dæk, optimerer man dækkenes levetid, reducerer antal af nedbrud og optimerer brændstofforbruget.
- Man kan selv gøre det, eller man kan få os til at lave et system for det i vores servicetilbud Mastercare.
Det er ikke dyrere
Det er en myte, at bæredygtighed betyder, at de samlede udgifter stiger.
- Kvalitetsdæk er naturligvis dyrere end billige dæk; men fordi kvalitetsdæk holder længere, skal man købe færre dæk, forklarer Lars Skov-Andersen.
- Man får øgede udgifter til dækservice, opskæring og Mastercare; men man får til gengæld færre nedbrud, færre dækskift og færre udgifter til brændstof. Samlet set går tingene lige op.
På besøg fire gange om året
Ved Mastercare sørger Euromaster for, at lufttrykket er korrekt og for at dækkene slides ens på alle aksler.
- Det gør vi ved at måle mønsterdybden tre forskellige steder på dækket for at se, om det er blevet slidt skævt, siger Lars Skov-Andersen.
- Måske skal dækkes vendes om, eller de skal måske bytte position. Vi sørger også for at dæktrykket er det korrekte til de kørselsopgaver, de forskellige lastbiler udfører. Dette gør vi tre-fire gange om året på alle vognmandens biler.
- På den måde har vi data og mange målinger på hvert eneste dæk i hele vognmandens flåde. Bagefter kan vognmanden lave forskellige analyser, der i detaljer beskriver dækforbruget, dækøkonomien og bæredygtigheden.
Kør dækket helt ned - til sidst
Mange vognmænd kører deres dæk helt ned til 1 mm, som er lovens minimumskrav til mønsterdybde på lastvognsdæk. Det er selvfølgelig godt, at man kører dækket helt ned - men det skal man først gøre, når dækket har levet sine mange liv.
For at lave den rigtige opskæring er det faktisk bedre at stoppe, når der er 3 mm dækmønster tilbage og så lave en 3-4 mm opskæring. Så man 6-7 mm at køre videre på. Så vil man stort set kunne køre hen over sommeren med det. Så vi skal vænne vores kunder til at stoppe lidt før, siger Lars-Skov Andersen.
- Når man har haft dækket opskåret og regummieret to gange, er det levetid ved at være slut - og så skal man naturligvis køre dækket helt ned til 1 mm. Og så kan man endelig kassere det.