Nu kan politiet konfiskere og sælge lastbilen
Vognmænd og leasingselskaber risikerer at miste vare- og lastbiler, der bruges til vanvidskørsel.
Før påske vedtog Folketinget den ny lov om konfiskation af vanvidbilisters køretøjer – og loven giver politiet ret til at konfiskere et køretøj og sælge det på en auktion, uanset om vanvidsbilisten er ejer af køretøjet eller ej. Det kaldes tredjemandskonfiskation.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) anser det kun som en hypotetisk risiko for vognmænd at få konfiskeret en lastbil.
- Jeg har svært ved at forestille mig en lastbil, der kører dobbelt hastighed på en motorvej; men man kan selvfølgelig teoretisk forestille sig enkelte tilfælde, hvor chauffører er så berusede, at de er over 2 promille-grænsen, siger Benny Engelbrecht.
Derimod er risikoen større for varebiler, som ikke er udstyret med fartbegrænsere.
- Det er korrekt, at der kan være en chauffør, som kører fuldstændig vanvittigt i en varebil. Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at ens medarbejdere opfører sig på en ordentlig måde.
- Hvis arbejdsgiveren har taget alle tænkelige forholdsregler, kan det godt være, at bilen beslaglægges, men ikke nødvendigvis konfiskeres. Det er op til domstolene, understreger Benny Engelbrecht.
Speditører kan være endnu mindre bekymrede end vognmænd. Lasten kan ikke konfiskeres på den konto.
Det er alene trækkeren og ikke traileren, som kan konfiskeres, bekræfter transportministeren.