Så fik "Bassen" sin flotte opbygning - fyldte 10 år
En flot opbygning fra SAWO i Stokkemarke blev leveret til Herfølge Vognmandsforretning v/ Per Fønsskov Olsen (også kaldet Bassen) til firmaets 10 års jubilæum lørdag den 1. maj 2021.
Opbygningen består af en HIAB-kran i 30 ton/meter-klassen af typen X-HiPro 302 EP-5 CD. Kranen har en hydraulisk rækkevidde på 15,1 meter med sine fem udskud, og den har CombiDrive3 radiostyring.
Kranen har af egenskaber blandt andet Load Stabilizing System - LSS-H og LSS-V - der både dæmper vandrette og lodrette bevægelser. Derudover har den BDA (Boom Deplayment Assistant) og SPA (Slew Parking Assistant), der sænker farten ved parkering og sørger for, at kranen kan pakkes ud og parkeres sikkert uden skader. Derudover er kranen monteret på et SAWO krankonsol med hydrauliske låse.
Bag kranen er monteret et SAWO wirehejs af typen CLF432S-3W med en optrækskapacitet på 28 ton. Hejset er forberedt for montering af saltsprederudstyr. Hele herligheden er pakket ind i et komplet skørtesæt fra forskærm til bagende.
Herfølge Vognmandsforretning beskæftiger sig hovedsagelig med entreprenørkørsel samt trælastkørsel på Sjælland.