23948sdkhjf

Storebælt-broen ramt på indtjeningen af hjemmearbejde

Sund & Bælt, der blandt andet ejer og varetager styringen af Storebæltsbroen, har kunnet se sine indtægter falde i årets tre første måneder.

Det fremgår af selskabets regnskab, der er kommet torsdag aften.

Det skyldes, at mange fortsat foretrækker hjemmearbejdspladsen, og derfor er personbiltrafikken ikke helt kommet sig efter at have været hårdt ramt af covid-19-pandemien.

Mikkel Hemmingsen, der er administrerende direktør i Sund & Bælt, vurderer dog, at personbilerne så småt er på vej tilbage på vejene igen.

- Det er bare svært at sige, hvornår vi er tilbage på niveauet før pandemien, lyder det.

Indtægterne lander samlet på 653 millioner kroner sammenlignet med 689 millioner kroner i de første tre måneder af 2020.

Selskabet ejer og varetager også halvdelen af Øresundsbro Konsortiet.

Her blev indtægterne især negativt påvirket af nedlukningen af landegrænsen mellem Danmark og Sverige, hvilket også her var et resultat af pandemien.

På Øresundsbroen faldt den samlede trafik med 54 procent i forhold til første kvartal 2020. Til sammenligning faldt trafikken på Storebæltsbroen med 15 procent.

Det er dog alligevel faldet i indtægterne fra Storebæltsbroen, som vægter tungest. Ud af indtægterne på i alt 653 millioner kroner i første kvartal, står Storebæltsbroen for de 556 millioner kroner i regnskabet.

På bundlinjen er historien en noget anden.

Her realiserede Sund & Bælt et overskud på knap 2,4 milliarder kroner. Efter første kvartal sidste år landede her 672 millioner kroner.

Det er imidlertid resultatet af en såkaldt værdiregulering på knap 2,5 milliarder kroner, som indgår i regnskabet.

Værdireguleringen er et regnskabsprincip, hvor man ved regnskabsaflæggelse fastsætter ændringer i værdien på de aktiver, man har - i dette tilfælde broerne.

Man kigger altså på den værdi, som aktiverne har, skulle de sælges på nuværende tidspunkt.

Ser man bort fra denne værdiregulering ville selskabet have set et overskud på linje med første kvartal sidste år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063