Stor lokal opbakning til bro Sydfyn-Als
En bro mellem Sydfyn og Als er måske ikke så urealistisk længere. Erhvervsfolk på både Sydfyne og Als står i kø for at bakke op om broen. Den vil skabe en helt ny dynamik i området, skriver Fyens Stiftstidende.
En fast Als-Fyn-forbindelse vil udvide arbejdsmarkedet på både Fyn og Als. Flere vil bosætte sig, og erhvervslivet vil blomstre, lyder det fra en række erhvervsfolk. Desuden vil logistikken blive bedre og turismen øges.
Fabrikschef på slagteriet i Blans på Als, Ole Carlsen, siger til avisen, at han godt tænke sig at rekruttere fynske slagteriarbejdere.
- Jeg kunne godt tænke mig et større rekrutteringsområde - gode folk hænger ikke på træerne i dag. Jeg kunne sagtens forestille mig, at hvis vi fik den forbindelse, ville jeg kunne rekruttere flere ansatte fra Fyn, siger han.
Det handler om logistikken
Direktør Rasmus Damsted Hansen fra Assensbryggeriet Vestfyen mener generelt, at en bro vil skabe øget dynamik og øget turisme.
- For en virksomhed som vores, handler det jo primært om logistikken for varer til og fra Europa. Vi eksporterer til Europa, og mange af de råvarer, vi bruger - pap, emballager, låg, etiketter etc. - kommer jo fra forskellige steder i Europa. En bro ville kunne lette den logistik for os. Men det handler også om at kunne tiltrække medarbejdere fra et større område, siger han.
Også direktør Claus Eskildsen fra stålvirksomheden Kami i Faaborg, den faaborgensiske erhvervsmand, Ole Billum, og erhvervschef Kim Thykjær fra Sparekassen Sjælland-Fyn udtaler sig positivt til avisen om en bro mellem Sydfyn og Als.