Store forventninger til mini-kraner
I snart 60 år har Stiholt Gruppen opbygget et enestående ry som en af Danmarks førende leverandører af lastbiler, kraner, hydraulik og tilhørende serviceydelser.
Efter et længere tilløb er Stiholt nu for alvor ved at få gang i sin seneste aktivitet inden for kraner og vakuumsug. Her er salg og service af de italienske Jekko minikraner og den noget større JF-serie med Fassi-kraner i centrum. Desuden sælges der også tilhørende specialudstyr til især byggeri, industri og håndværk.
I spidsen for Stiholts Jekko-aktiviteter står Kurt Nielsen. Han har mange års erfaring fra blandt andet Global Lift Group i Nordjylland, hvor han var ansvarlig for gruppens udviklings-, salgs- og serviceorganisationer i 36 forskellige lande i hele verden, og han har arbejdet tæt sammen med Jekko de seneste 15 år.
- Jeg glæder mig til at give Jekko et solidt løft på det danske marked. God service er kodeordet, og med Stiholt som autoriseret importør og forhandler er jeg sikker på, at det vil lykkes, siger Kurt Nielsen.
Specialudstyr i konstruktionen
Jekkos produktsortiment omfatter et stort udvalg af selvkørende mini-, teleskop- og knækarmskraner, der er skræddersyet til specialiserede løfte- og monteringsopgaver inden for byggeri, industri og håndværk.
- Mens nogle af konkurrenterne kun fokuserer på selve kranen, har Jekko gennem mange år udviklet en meget bred produktportefølje af specialudstyr for enden af kranen, som indgår som en integreret del af konstruktionen, fremhæver Kurt Nielsen.
- Det gælder for eksempel glassug, mandskabskurv, spil, fly-jib, grab og forskellige gribeværktøjer, men de kan naturligvis også blot løfte i krog, uddyber han.
Bredt løfteområde
Jekko-kranerne dækker et meget bredt løfteområde fra under 1 ton og helt op til 100 t/m. De er kendetegnet ved meget kompakte dimensioner, lav egenvægt samt forskellige typer drivaggregater som diesel, el eller batterier.
Alle modeller kan således leveres med 100 procent litium-batteri løsning, hvilket fjerner den lokale udledning af CO2. De er dermed velegnet til løfte- og monteringsopgaver under trange forhold på byggepladser og i industrien, både inden- og udendørs. Blandt brugerne er det danske militær, som har modtaget specialudviklede Jekko-kraner til helt unikke opgaver.
Baggrund i byggeriet
Stiholt har i første omgang valgt at placere sine Jekko-aktiviteter (salg, demo og service mv.) i Hydraulic-afdelingen i Nr. Aaby på Fyn. Kurt Nielsen er også bosiddende på Fyn, og her giver den centrale placering optimale muligheder for effektivt at dække hele Danmark.
- Jeg har selv en baggrund inden for byggeriet, siger han. I de seneste 20 år har jeg arbejdet intensivt med udvikling og salg af blandt andet glasløftere og manipuleringsværktøjer til kraner, hvor jeg kender Jekkos produkter som blandt de bedste på markedet. Med Stiholts stærke kompetencer og organisation i ryggen ser jeg store muligheder for, at Jekko slår igennem i Danmark og Grønland, hvor Stiholt jo også står rigtig stærkt.
Første Jekko er solgt
Den første Jekko-kran, som Kurt Nielsen har solgt efter Stiholts overtagelse af importør- og forhandleransvaret i Danmark, er faktisk allerede leveret. Den er dog ikke sat i drift i Danmark, men er sendt videre til Grønland, hvor den skal arbejde i byggeriet. Samtidig har Stiholt fået leveret de første demo-kraner fra Jekko og er klar til at præsentere verdens nok bredeste program inden for vakuumsug fra 1 kg til 22 ton.
Demo-kranerne er placeret hos Stiholt Hydraulic på Fabriksvej 11 i Nr. Aaby, hvor kunderne kan se og føle på produkterne. Ydermere lægger Kurt Nielsen gerne vejen forbi for at demonstrere udstyret, og ved køb vil der medfølge relevant undervisning i brug af kranen mv. samt direkte adgang til Stiholts unikke service-setup.