El-trucks fragter næste generations guld
Hos H.J. Hansen Genvinding er intern transport et strategisk valg. Med en samlet maskinflåde på 130 kørende enheder på de mange modtagepladser i Danmark og Sverige bliver der løbende optimeret på maskinsammensætningen. N.C. Nielsen har bidraget med to funklende nye Linde E80 el-truck til formålet hos den fynske virksomhed, der har hovedsæde på havnen i Odense.
H.J. Hansen modtager store mængder råstoffer fra industrivirksomheder, kommuner og produkthandlere. Det indsamlede jern- og metalskrot kontrolleres, sorteres og bearbejdes i et gigantisk shredder-anlæg, der behandler 150 ton skrot i timen og sender det neddelte metalaffald videre til et raffineringsanlæg. Herfra sendes råmaterialerne videre ud til stålvalseværker i hele verden via Lindø Port of Odense.
Det er et krævende transportarbejde, der skal udføres på modtagepladsen i Odense – og teknisk kvalitet, service, pris og miljøargumenter har spillet ind i valget af de elektriske trucks fra Linde.
- Det er et strategisk indkøb, hvor vi har ønsket at finde den rette balance mellem den tekniske kvalitet og det forretningsmæssige udbytte, forklarer strategisk indkøber Ulrik Skafte-Pedersen fra SmartSource, der arbejder på projektbasis hos H.J. Hansen.
- Vi har naturligvis også skelet til det miljømæssige aspekt. Derfor blev der valgt el-drevne trucks, der bidrager til den grønne omstilling, siger han.
Benchmark af maskinflåden
H.J. Hansen gennemførte et benchmark på sin maskinflåde. Efter beregninger, prøvekørsler og dialog var valget klart: To fabriksnye Linde E80 el-truck med løftekapacitet på otte ton og vendeaggregater løb med sejren.
De er det miljøvenlige alternativ til traditionelle dieseltruck, og den kraftfulde model E80 er udviklet med stærke drivmotorer i forakslerne, hurtige løftemotorer og sikkerhed i form af en beskyttet kabine og smalle mastprofiler til optimalt udsyn.
- De nye Linde-trucks kører rundt i relativt hårdt miljø med meget slitage og skal stå distancen hver eneste dag, fortæller teknisk chef Anders Siefert fra H.J. Hansen Genvinding, som indrømmer, at det er første gang, man opererer med store el-trucks på pladsen.
- Vi vil gerne gå videre ad den vej, siger han. Udover at bidrage til den grønne omstilling udmærker truckene sig også ved at være brugervenlige, driftssikre og komfortable for vores truckførere.
El i udfordrende miljøer
- Det kræver sin gaffeltruck at flytte rundt med jern- og metalskrot på en modtageplads, siger distriktschef Thomas Limbrecht fra N.C. Nielsen.
- Derfor er vi glade for, at H.J. Hansen har valgt os som samarbejdspartner. Vi ser frem til at høste flere erfaringer med Lindes el-trucks til det hårde arbejde i udfordrende miljøer.
- Vi glæder os til den fortsatte og fælles dialog om løsningen. Jeg ser gode muligheder for el-trucks i udfordrende miljøer, slutter distriktschefen.