23948sdkhjf

Ryanair får flere kunder: Taber stadig to milliarder

Trods flere passager og stigende omsætning taber Ryanair i første kvartal penge. Det skyldes større udgifter.

Aflyste flyvninger og rejserestriktioner har kostet en del penge for Ryanair i det seneste kvartal.

Det fremgår af det irske lavprisflyselskabs regnskab, som dækker perioden fra april til juni. Den periode er første kvartal i selskabets forskudte regnskabsår.

Samlet har Ryanair i perioden haft et underskud på to milliarder kroner. Det er en stigning på 47 procent i forhold til samme periode året før.

Ryanair forklarer selv forværringen med coronapandemien, der er fortsat med at give store forstyrrelser i trafikken.

- Covid-19 fortsatte med at skabe kaos i vores forretning i første kvartal med de fleste påskeflyvninger aflyst og en langsommere end forventet lempelse af rejserestriktioner i EU i maj og juni, skriver Ryanair i regnskabet.

Trods forstyrrelserne fra coronavirusset er Ryanair faktisk begyndt at flyve med flere passagerer. I første kvartal har selskabet haft 8,1 millioner kunder, og det er hele 7,6 millioner flere end i første kvartal sidste år.

De flere kunder har mere end fordoblet omsætningen, der er endt på 2,8 milliarder kroner i første kvartal i år.

Den større aktivitet har dog også sendt udgifterne i vejret. Der er således brugt flere penge på blandt andet brændstof og udgifter til lufthavne samt ændringer i rutenetværket.

Samlet har det i første kvartal givet Ryanair driftsomkostninger på fem milliarder kroner. Det er mere end en fordobling i forhold til året før.

For hele regnskabsåret forventer Ryanair at komme til at flyve med mellem 90 og 100 millioner kunder. Samtidig ventes resultatet at blive mellem nul og et lille tab.

Ryanair flyver fra Danmark fra København, Billund, Aalborg og Aarhus.

I foråret annoncerede selskabet, at det planlægger at åbne en ny base i Billund fra slutningen af oktober.

Planen er, at der ugentligt skal være 69 flyvninger fra Billund. I alt bliver der fløjet 26 forskellige ruter.

Ryanair lukkede ellers sin base i Billund i 2015. Lukningen fulgte som resultat af et opgør med den danske fagbevægelse, der ville have selskabet til at indgå aftaler med de lokale fagforeninger.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063