Så er der ren Scania-flåde i Svenstrup
Kort før sommerferien fik Svenstrup Vognmandsforretning leveret en fabriksny 4-akslet Scania R 500 med kran og wirehejs. Den erstattede en lastbil af andet mærke, og nu står der Scania på fronten af samtlige lastbiler i den otte biler store vognpark i Svenstrup.
Virksomheden, der kunne fejre 60-års jubilæum i fjor, ejes af vognmand Tim Jespersen. Han overtog forretningen i fjor fra 2. generation, Leif og John Jespersen, der havde overtaget den fra 1. generation, Tove og Gunnar Jespersen, der grundlagde den i 1960.
Syv af de nu otte Scania er udrustet med kran på op til 115 t/m, for Svenstrup Vognmandsforretning foretrækker at løse kranopgaver i stedet for ”bare” at transportere gods fra A til B.
Den nye R 500 har typebetegnelsen 8x2*6, dvs. med to styrende foraksler, én trækaksel samt én styrende og hævbar bogieaksel bag trækakslen. Alle fire aksler er naturligvis luftaffjedret.
Den er opbygget med en HMF 3220 med fem hydrauliske udskud samt HMF wirehejs og VBG kærretræk, så den kan få følgeskab af en to-akslet kærre.
Drivlinen er den efterhånden klassiske Scania-drivline til normal entreprenørkørsel, dvs. 6-cyl. 13-liters rækkemotor på 500 hk/2.550 Nm, 14-trins GRS905-gearkasse med to krybegear samt enkeltreduceret R 885-bagtøj med mekanisk differentialespærre og 3,07:1 i udveksling. Som en lidt usædvanlig detalje er bilen udrustet med både manuel og automatisk kobling, så chaufføren frit kan vælge mellem selv at betjene koblingen ved hjælp af en ”gammeldags” koblingspedal f.eks. ved snæver manøvrering eller kørsel på fedtet underlag, eller at lade Scania Opticruise-systemet klare koblingsarbejdet helt automatisk.
I det mellemlange CR17-førerhus med lavt tag kan chaufføren glæde sig over masser af komfortudstyr. Det gælder bl.a. Premium-førerstol med indbygget varme og ventilation, Premium infotainment-system med integreret navigation samt 4x20 W musikanlæg, køleskab, ekstra 6 kW kabinevarmer og meget mere.
Det er Stiholts lastbilsælger Peter Munkholm, der - som sædvanlig - har stået for handlen med Svenstrup Vognmandsforretning, der - lige som sædvanlig - har valgt at tegne en udvidet serviceaftale med udvidet Drivline+-dækning på den nye bil.