Danish Agro - Faglærte chauffører er mere fleksible
Danish Agro har positive erfaringer med vejgodstransportuddannelsen på EUC Lillebælt. I disse tider, hvor der er mangel på chauffører, vil virksomheden gerne være med til at uddanne chauffører; og man vil selvfølgelig også gerne beholde de faglærte elever bagefter.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med EUC Lillebælt, fortæller transportchef Heidi Friis Larsen.
- Elevernes uddannelsesforløbet er sat op, så det passer til setup’et i vores virksomhed. Sammen med skolen får vi det til at passe sammen.
- Uddannelsens indhold og forløb skaber også mere fleksible chauffører, fortsætter Heidi Friis Larsen.
- Vi har bedre mulighed for at rykke de faglærte chauffører rundt på forskellige biler, fordi de har alle certifikater og derfor kan begå sig på alle biler.
Sætter møder i stand med lærlingene
Danish Agro har fået tildelt en uddannelseskonsulent fra EUC Lillebælt, og Heidi Friis Larsen fremhæver det gode samarbejde, man har fået sat i stand.
- Konsulenten sætter møder i stand med lærlingene. Vi bliver desuden løbende orienteret om forløbet på skolen og de fag, som eleverne kommer igennem.
- På skolen er man også meget fleksibel i forhold til at få tingene til at passe. Hvis der for eksempel er tale om en elev, der er under 18 år, så er der mulighed for at rykke rundt på fagene, så de passer vil vores behov. Det er fint, at de ikke skal ind på skolen, når de lige har fået kørekortet og vi gerne vil have dem i virksomheden.
- Der har også været tilfælde, hvor vi har fået flyttet ADR-beviset frem i forløbet, hvis der har været behov for det. Så vi er meget glade for samarbejdet med skolen, slutter transportchefen.