23948sdkhjf

REMA 1000 og Schulstad sløjfer hver anden lastbil

Levering af brød til REMA 1000s 357 danske butikker bliver nu varetaget af Schulstad Logistik, blandt andet med hybridlastbiler. Det sparer 130.000 leveringer om året.

Når kunderne i den lokale REMA 1000 butik på deres indkøbstur putter brød i kurven, kan de samtidig tænke på, at transporten af brødet til butikken er sket med ekstra omtanke for at reducere belastningen af lastbiler på vejene.

I 2018 indledte REMA 1000s distributionsselskab Reitan Distribution og Schulstad Logistik et 2-årigt projekt for at udforske fordelene ved, at Schulstad Logistik skulle varetage alt distribution af friskt brød fra Kohberg, Pågen og Schulstad til samtlige discountkædens butikker i Danmark.

- Logistiksamarbejdet mellem Reitan Distribution og tre af de store spillere på brødmarkedet kom i stand ud fra et ønske om at reducere antallet af kørte kilometer på vejene og leveringer til butikkerne, fortæller Ole Thomsen, logistikdirektør i Reitan Distribution.

- Schulstad har et veletableret set-up med et fintmasket rutenet, da de i forvejen distribuerer brød til mange andre kunder. Hvis vi selv skulle stå for distributionen, ville det resultere i flere kørte kilometer og dermed større CO2-udledning. Derudover har vi et rigtigt godt samarbejde med Schulstad omkring støjsvag varelevering, blandt andet ved anvendelse af hybridlastbiler.

Enorm CO2-reduktion
Og det unikke partnerskab har vist sig at give enorm reduktion i antallet af kørte kilometer og leveringer til REMA 1000s 357 butikker. Siden 2019 er antallet af leveringer til discountkædens danske butikker blevet halveret, fra 260.000 årlige leveringer til 130.000 leveringer, hvilket svarer til 2,3 millioner færre kørte kilometer om året på landevejene – og en reduktion af CO2-udslippet på 2.000 ton årligt.

Derfor har parterne nu valgt at indgå en aftale over den kommende årrække – en aftale der ifølge driftsdirektør Claus Loft hos Schulstad Logistik også kan få betydning for kunder, der bor tæt på en dagligvarebutik i form af mere støjsvage løsninger.

- Den nye aftale med en varighed på fem år giver os mulighed for at investere yderligere i støjsvagt og miljørigtigt materiel samt at udvikle vores systemer, så leveringsevnen forbedres, siger Claus Loft.

Andre leverandører
Med inspiration fra partnerskabet med leverandørerne af brød undersøger Reitan Distribution nu muligheden for at kopiere løsningen til andre leverandører.

Logistikdirektør i Reitan Distribution, Ole Thomsen, oplyser, at lignende modeller for eksempel allerede er indført ved afhentninger hos Gram Slot og Harboe Bryggerierne.

- Som vejtransport er i dag, vil det altid udlede CO2, men vi kan gøre, hvad vi kan, for at optimere leveringerne ved at reducere antallet af kørte kilometer på de danske veje. Og når forskellige og konkurrerende parter går sammen i partnerskaber for at fremme mere bæredygtige løsninger, så kan vi sammen udvikle løsninger, som ingen havde kunnet alene, slutter Ole Thomsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.18