Michael Svane stopper i DI Transport
64-årige Michael Svane stopper som branchedirektør i DI Transport ved årets udgang, skriver WatchMobility. Michael Svanes beslutning blev annonceret i forbindelse med generalforsamlingen i DI Transport i går onsdag.
Michael Svane har været en central figur i transportbranchens organisationsverden i mere end 25 år – og han har i høj grad været med til at sætte den transportpolitiske dagsorden.
I 1995 blev han ansat som erhvervspolitisk chef i Danske Vognmænd. Han var en af arkitekterne bag skabelsen af DTL i 1999, da Danske Vognmænd, Vognmandsfagets Arbejdsgivere og Foreningen af Danske Eksportvognmænd fusionerede. I 2005 kom han til Dansk Industri som direktør for DI Transport.
Med sin charmerende frækhed og sans for muligheder har han skaffet transportbranchen mange brugbare resultater; men han har også fået sine øretæver. I langt de fleste tilfælde har han evnet at slippe godt fra nok så provokerende udtalelser, som for eksempel da han på et meget anspændt stormøde i år 2000 i Fredericia bramfrit udtalte, at vognmændene manglede nosser, fordi de ikke ville lade deres lastbiler blive hjemme som demonstration mod de ekstremt forhøjede dieselafgifter.
Michael Svanes noget hårdtslående linje er siden fulgt op og findyrket af hans efterfølger i DTL, den nuværende direktør Erik Østergaard, som Michael Svane vist nok var med til at anbefale.
Michael Svanes erfaring fra de mange år i organisationsarbejdet er også blevet anvendt på bestyrelsesplan. Han har siddet med i bestyrelserne for blandt andet Transportøkonomisk Forening, Business Europe og Femern Belt Development.
Hvem der skal afløse Michael Svane, vides endnu ikke.