Bring bliver CO2-fri i København
Når september bliver til oktober, så bliver Brings pakkeleveringer CO2-fri i hovedstaden. 13 nye eldrevne køretøjer og 12 elcykler er købt ind og skal levere pakker i København, Valby, Frederiksberg, Glostrup, Greve, Ishøj, Brøndby, Rødovre, Tårnby og Dragør.
Det er den største omstilling for Bring i Danmark hidtil, og et skridt på vejen til at blive CO2-fri på last mile.
Bring har det seneste år testet fire elbiler til pakkedistribution i København og Frederiksberg. Testen har ifølge Bring vist sig meget positiv og bevist, at det godt kan lade sig gøre at distribuere pakker til danskerne i hovedstaden med mere miljøbevidste køretøjer.
Nu er der købt yderligere 13 elbiler og 12 elcykler, og den investering er et skridt mod kun at anvende vedvarende energi inden for få år.
Dette har Bring bestilt
- 12 elcykler model Kettler Cargoline
- 6 Maxus E-Deliver 9
- 5 Mercedes E-sprinter
- 1 Mercedes E-vito
- 1 Peugeot E-expert
Udover eksisterende 4 stk MAN e-TGE
– Vi er vokset 24 procent på pakkevolumen i København over de sidste tolv måneder. Derfor udvider vi pr. 1. oktober vores elbils-flåde og erstatter nu 15 dieseldrevne køretøjer med 13 nye elbiler.
- I tillæg kommer vi som noget helt nyt til distribuere en stor del af vores pakker til hjemmelevering og erhverv med cykelbude i København og Frederiksberg. Vi har et ambitiøst mål om, at hele koncernen kun skal bruge vedvarende energi i 2025. Samtidig ser vi, at flere og flere kunder efterspørger grønnere leveringer. Denne investering er en vigtig brik i puslespillet for at gøre Danmark grønnere, siger Johnnie Guldbrandt, distributionschef for Bring i Danmark.
- Del af stort problem
Indbyggere i København, Frederiksberg, Glostrup, Brøndby, Rødovre, Ishøj, Greve, Valby, Tårnby og Dragør kan nu få leveret lige så hurtigt som tidligere - bare grønnere. Den eneste forskel er, at kundernes leveringer nu bliver CO2-frie og dermed belaster miljøet mindre.
Københavns Kommune har i budgettet for 2022 oplyst, at de vil investere stort i at reducere emissioner og skabe en grønnere by. Et fokus Bring sætter stor pris på.
– Vi kan ikke lukke øjnene for, at vores industri er en del af det store problem. Men det betyder også, at vi kan være en del af løsningen. Ved at turde udfordre os selv, være åbne over for ny teknologi, nye løsninger og samtidig presse vores kunder til at stille højere krav, er vi overbeviste om, at vi kan få en mere bæredygtig forsyningskæde, siger Johnnie Guldbrandt.
Over 800.000 danskere vil nu modtage CO2-frie leveringer ifølge Bring.