Transportbranche om el-lastbiler: Ikke gode nok til lange ture
Det bliver en svær og dyr øvelse, hvis lastbiler inden for de kommende år skal omstilles til at køre på el. De nuværende el-drevne lastbiler er ikke gode nok til de lange ture ned gennem Europa.
Sådan lyder det fra flere aktører i transportbranchen, efter at Klimarådet i en rapport har lagt op til, at fremtiden for den tunge transport på landevejene skal være på el.
- Lige nu er det for dyrt at køre med el-lastbiler. Derfor er det nødvendigt med tilskud til køb af el- eller brintlastbiler og ladestandere, hvis der skal flere elektriske lastbiler ud på vejene, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, i en kommentar.
Klimarådet, der rådgiver regeringen, er overbevist om, at el er fremtiden for de kortere lastbiler ture internt i Danmark.
Rådet understreger, at det for de lange ture er uklart, hvordan fremtiden ser ud, men her peger pilen også på el.
- Selv om der er usikkerhed om fremtidens teknologiudvikling for de lange ture, er der mange forhold, der peger i retning af batterier, skriver rådet.
- Klimarådet anbefaler derfor, at regeringen planlægger efter, at batterilastbiler kommer til at stå for en væsentlig del af lastbiltransporten og derfor understøtter udbredelse af ladeinfrastruktur.
Dansk Erhverv: Hænger ikke sammen
Hos Dansk Erhverv siger branchedirektør for transport Jesper Kronborg, at de nuværende el-lastbiler ikke kan løse opgaven med at køre lange ture med tung transport gennem Europa.
- El er en moden løsning til personbiler og varebiler og lastbiler på korte ture, men til lastbiler, som kører lange distancer ned gennem Europa, er teknologien ikke god nok.
- Det gælder - både i forhold til hvor langt de kan køre, hvor hurtigt de kan lade op, og samtidig mangler der en infrastruktur ned gennem Europa, så de kan lades op.
- Samtidig skal det også kunne hænge sammen økonomisk, og der er vi ikke i dag, siger han.
Jesper Kronborg påpeger, at der er en forventning om, at den tunge transport frem mod 2030 skal skære sine reduktioner af CO2, men at man i den debat skal være klar over, at teknologien ikke er på plads.
- Det kan betyde, at den grønne omstilling af den tunge transport kommer til at tage længere tid, indtil løsningerne er klar, siger Jesper Kronborg.
DTL: Klap hesten
Hos DTL-Danske Vognmænd, som repræsenterer vognmænd med omkring 10.000 lastbiler, mener direktør Erik Østergaard, at man skal klappe hesten.
- Det er for tidligt at drage en fuldstændig konklusion om, hvad lastbilerne skal køre på i fremtiden.
- Vi er stadig i en fase, hvor vi må være åbne over for flere teknologier for at se, hvordan de udvikler sig prismæssigt og teknologisk, siger han i en kommentar.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/