23948sdkhjf

Appelsinkast knuser forrude på bil - lastbil også ramt

Føreren af en bil var efter eget udsagn ved at forulykke torsdag aften i forbindelse med kast med appelsiner.

Torsdag aften blev der kastet med appelsiner fra en bil i Helsinge samt på en motortrafikvej.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Jakob Tofte.

En forrude blev knust på en personbil. To biler samt en lastbil blev ramt.

- Det kan jo lyde banalt, men hvis begge biler kører med 80-90 kilometer i timen, så har appelsinen jo en hastighed på over 150 kilometer i timen, siger vagtchefen.

- Det har knust ruden på en bil, hvor føreren efter eget udsagn var ved at forulykke, men heldigvis ikke gjorde det.

Politiet fik den første anmeldelse klokken 20.49, hvor en personbil lige var blevet ramt på Hillerødmotorvejens forlængelse, hvilket er en motortrafikvej.

Bilens forrude var blevet knust.

En bil bag denne havde desuden appelsinrester på sig, og politiet går ud fra, at begge biler blev ramt af den samme appelsin.

På Kildevej, der går igennem Helsinge, blev en lastbil ramt i frontgitteret, oplyser vagtchefen. Denne episode skete klokken 20.42 og blev anmeldt klokken 20.52.

Ingen er kommet til skade, men politiet ser på det med "stor alvor", fortæller Jakob Tofte.

- Fordi det er jo at sidestille med stenkast fra motorvejsbroer og alt muligt andet. Men man tænker nok ikke helt på konsekvensen af det, man laver, og hvor farligt det faktisk kan være, siger han.

Politiet er endnu ikke bekendt med køretøjet, hvorfra appelsinerne blev kastet, eller hvem der har gjort det.

Men politiet vil efterforske sagen, og der kommer ifølge Jakob Tofte "helt sikkert til at være et retligt efterspil," hvis politiet finder frem til, hvem der står bag kastene.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109