Lavt antal af spøgelsesbilister
I løbet af 2021 blev der indrapporteret i alt 82 spøgelsesbilister til Vejdirektoratet fra trafikanter på landets motorveje. Det er kun én mere end i 2020, og dermed ser det lave antal af spøgelsesbilister, som Vejdirektoratet har registreret de senere år, ud til at fortsætte.
- Vi er nået langt i vores arbejde med at forebygge spøgelsesbilisme ved hjælp af en bred vifte af tiltag, siger trafiksikkerhedsrevisor Bo Brassøe fra Vejdirektoratet.
- En vigtig del af det forebyggende arbejde er vores overvågning af vejnettet, som giver os en masse viden om spøgelsesbilisters adfærd.
- Vi bliver hele tiden klogere, og det giver os inspiration til nye tiltag, så vi kan lykkes med at fastholde et stabilt, lavt antal situationer med spøgelsesbilister på motorvejene.
Lavtsiddende tavler
Vejdirektoratets erfaringer viser, at omkring halvdelen af alle situationer med spøgelsesbilister opstår ved, at bilisterne kører ned på motorvejen via en frakørselsrampe, så de ender med at køre i den forkerte retning.
Demente eller påvirkerede trafikanter er ofte at finde blandt spøgelsesbilister, viser Vejdirektoratets undersøgelse. Et fællestræk for netop disse typer af trafikanter er, at de ofte orienterer sig lavere på kørebanen.
Det er grunden til, at Vejdirektoratet har opsat lavtsiddende tavler som for eksempel indkørsel forbudt -tavler på alle ramper og rasteanlæg på statsvejene.
Blink advarer bilister
Et andet tiltag, som Vejdirektoratet har taget i brug, er de såkaldte ”lane light” anlæg, der blinker, når en bilist kører i den forkerte retning ned af en motorvejsrampe. For øjeblikket er der tre anlæg i drift i henholdsvis Sorø, Rødby og Ringsted.
Hvis en bilist kører i modsatte kørselsretning igennem anlægget, vil det blinke og gøre trafikanten opmærksom på, at man bevæger sig i den forkerte retning. Samtidig giver anlægget inden for 10 sekunder en melding til Vejdirektoratets Trafikcenter, der straks efter kan udsende en meddelelse over radioen til trafikanter på den strækning, hvor spøgelsesbilisten er på afveje.
- Spøgelsesbilister skaber farlige situationer, og derfor har vi fortsat fokus på at komme spøgelsesbilisme til livs ved brug af forskellige tiltag, der minimerer risikoen for spøgelsesbilisme, siger Bo Brassøe.
Så mange spøgelsesbilister
2017: 163
2018: 107
2019: 88
2020: 81
2021: 82
Kilde: Vejdirektoratet.