Godstrafikken er blevet vigtigere for Øresundsbron
Covid-19 og de medfølgende rejserestriktioner satte igen i 2021 sit tydelige præg på Øresundsbrons økonomiske resultater.
Sammenlignet med før coronapandemien er indtægter og driftsresultat fortsat langt bagud..
Restriktionerne har først og fremmest ramt fritids- og pendletrafikken over Sundet hårdt, mens godstrafikken på broen steg i 11 ud af 12 måneder i forhold til 2019. I både marts og juni passerede for første gang over 50.000 lastbiler per måned.
– I 2021 er godstransporterne blevet endnu vigtigere for Øresundsbron, siger Linus Eriksson, der er adm. direktør på broen.
- Igen i 2021 steg antallet af de rigtig lange lastbiler, efter at vi har fjernet pristillægget for modulvogntog. Vores kunder har kunnet transportere mere gods pr. passage til en lavere pris. Det er bedre for både miljøet og transportøkonomien,
Personbiltrafikken faldt med 39,2 procent i forhold til 2019 – heraf fritidstrafikken med 43,1 procent, kontanttrafikken med 36,8 procent og erhvervstrafikken med 53,8 procent.
Pendlertrafikken faldt mindre, nemlig med 28,1 procent. Og bustrafikken havde det største fald på 62,7 pct.
- Selskabets økonomi er fortsat robust, og tilbagebetalingstiden, der har en lang tidshorisont frem til senest 2050, forventes ikke at blive påvirket af dette års resultat, lyder det fra direktøren.
De samlede indtægter for broen landede i 2021 på 1,6 milliarder kroner. Det er bedre end 2020's 1,5 milliarder kroner men langt mindre end 2019's 2,0 milliarder kroner.
Kilde: /ritzau/