Generationsskifte i Aasum Smedie
Efter 31 års ejerskab af den 204 år gamle familievirksomhed Aasum Smedie har Gitte Lundtoft og Jens Peder Jensen ønsket at afhænde virksomheden.
Der er i den forbindelse indgået en aftale med Christian Falk om overtagelse samtlige anparter i Aasum Smedie med virkning fra 1. maj 2022.
Christian Falk driver i forvejen smede-virksomheden CFB Industri. Han er uddannet kleinsmed og har været selvstændig i smedebranchen som montør siden 2014 og etablerede i 2017 sit eget smedeværksted. Siden er det gået stærkt og allerede i 2021 blev ”det nye” værksted i Ferritslev fra 2019 udvidet med yderligere værkstedslokaler i Langeskov.
Christian Falk forventer betydelige synergier gennem købet og fusionen af virksomhederne. Sammen vil virksomhederne kunne levere inden for alt smedearbejde, såsom stålkonstruktioner, rør- og stålmontage, industriservice, byrumsmøbler, containere med mere. Det er planen at samle alle aktiviteterne og alle medarbejderne i Aasum Smedie, som råder over en bygningsmasse på cirka 4.000 kvadratmeter.
Det fortsættende fusionerede selskab vil fremover benytte begge firmanavne i sit nye navn og markedsføring. Ligeledes fortsætter selskabet selvfølgelig alle igangværende ordrer – og tilbud, og fortsætter med at betjene samtlige Aasum Smedies kunder og CFB Industris kunder i fremtiden.
For at sikre kontinuitet vil Jens Peder Jensen og Gitte Lundtoft være ansat i selskabet frem til 1. august 2022.