23948sdkhjf

ITD til politikerne: Fri os for regel- og bødetyranniet!

Det skal være lettere af være vognmand. Det er ITDs overordnede overskrift til politikerne ved det folketingsvalg, der blev udskrevet i går af statsminister Mette Frederiksen (S).

Når det skal være lettere for branchen, hentyder ITDs nytiltrådte direktør, Stefan K. Schou, især til, at der skal ske en lettelse af hele det regel- og bødetyranni, som branchen er plaget af.

- Senest har Færdselsstyrelsen lagt gebyr på godskørselstilladelserne. En sådan tilladelse er grundlæggende for, at man kan drive sin vognmandsforretning – men nu skal vi altså betale for at få sådan en, siger Stefan K. Schou.

- Det er heller ikke så lang tid siden, at transportminister Trine Bramsen kom med sit store bødekatalog. Det er 42 siders opremsning af sanktioner - og det viser med al tydelighed, at der bør ryddes op i de mange bøder, som lastbilchauffører og vognmænd hver dag risikerer, når de passer deres arbejde.

- Især inden for dyretransporterne skal chauffører og vognmændene nærmest have penge med på arbejde for at få lov til at køre med levende grise.

- Sådanne bøder gør det ikke nemmere for os. Tværtimod de gør det endnu sværere for os at tiltrække mere arbejdskraft. Vi kan ikke gøre branchen attraktiv for de unge, når det regner ned med bøder og regler.

Skatteskrue uden ende

Transportmagasinet: Er det realistisk at tro, at man kan påvirke bødeniveauet?

- Bødeniveauet sætter vi selv i Danmark, svarer Stefan K. Schou.

- Der er mange ting, der er EU-reguleret og som har langt større udsigter til at blive ændret; men disse bøder og sanktioner styrer vi selv, så længe det er proportionelt. Det er en beslutning, vi selv træffer.

- Problemet er, at de ender med at blive en skatteskrue uden ende. Derfor er vores budskab: Der er rigeligt med byrder på denne branche i forvejen. Hvis det skal være lettere at være vognmand, handler det også om at lette disse byrder.

Grønne omstilling

Ifølge ITD-direktøren skal den grønne omstilling også rekalibreres.

- Vi skal være sorte, før vi kan være grønne, som han siger det.

Med det mener han, at vognmændene skal have sorte tal på bundlinjen, også når der investeres i grønne køretøjer.

- I dag er der ikke penge til den grønne omstilling. Lige meget hvor omkostningsbevidst man som vognmand er, kan man ikke hamle op med de stigende energipriser, stigende inflation og den stigende rente.

Kan ikke overlades til den enkelte

Transportmagasinet: Vognmændene vil vel gerne være grønne?

- Ja. Vi kan godt se, at skriften på væggen er grøn – og at det går i den retning; men det har med timing og hastighed at gøre.

- Det er ikke i orden, at den grønne omstilling overlades til den enkelte vognmand, som skal gamble med sin økonomi i forhold til, om han tror på det ene eller det andet drivmiddel. Det så vi med gaslastbilerne. De, der forsøgte at være ”first movers,” er brændt inde med deres investering.

Transportministeren på besøg

Stefan K. Schou glæder sig til næste uge, hvor der er medlemsmøde i ITD, og hvor transportminister Trine Bramsen kommer på besøg.

- Vi har fået bekræftet, at hun kommer – og det er vi virkelig glade for. Det bliver hendes chance for at tale til os, og det bliver vores chance for at tale med hende.

På medlemsmødet kommer også Peter Mogensen, som er kendt fra tirsdagsanalysen på TV2 News. Han kommer til at give en helt aktuel politisk analyse.

- Ja, medlemsmødet kommer nok til at lugte lidt af valg, slutter Stefan K. Schou.

Artiklen er en del af temaet Folketingsvalg 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062