Vognmand fra Thy giver den max gas
Da vognmand Heinrich Thomsen i Hurup i Thy fik den ”towlige” idé at investere i en splinterny Scania 770S bogietrækker, var der mange, der rystede lidt på hovedet. For hvad skulle han dog bruge så voldsom en bil til, når hans gamle, trofaste R 560’er klarede det så fint med at køre betonelementer og lidt skidtfisk i sæsonen.
- Fordi jeg kan, siger Heinrich tørt og indrømmer, at 770 hk nok er lidt som at skyde gråspurve med kanoner i forhold til hans typiske kørselsopgaver. Udover kørsel med betonelementer og skidtfisk i Danmark har han enkelte afstikkere til Sverige; men vogntogsvægten holder sig altid på max. 56 ton, og bjerge er der jo ikke mange af i Danmark.
- Jeg opholder mig nok mere i min lastbil end i mit hus, så da det var tid til ny bil, tænkte jeg, at NU skulle den altså have max. gas, fastslår Heinrich.
Og med Scanias kraftigste motor under gulvet på Scanias absolut mest rummelige S-førerhus HAR Heinrich givet den max. gas.
Brugte ventetiden kreativt
Lige som mange andre nye Scania’er blev 770’eren ramt af forsinkelser på grund af Corona-pandemiens negative indflydelse på leveringerne.
Stiholts lastbilsælger Lars Pedersen kunne ikke overholde den oprindelige leveringsdato, og mens Heinrich gik og ventede på sin nye bil, fik han flere og flere ideer til udformning af opbygning og udsmykning på bilen. Det gav lidt yderligere forsinkelser, men det bebrejder Heinrich dog hverken Stiholt i Thisted, som har opbygget bilen, eller Lars Pedersen, der solgte bilen.
Lars er en guttermand
- Lars Pedersen er en guttermand, som man kan regne med. Forsinkelserne er i småtingsafdelingen i forhold til, hvad andre lastbilkunder har oplevet rundt omkring i Danmark, så jeg klager ikke, fastslår Heinrich.
Ud over Stiholts levering af chassis og opbygning har Lemvig Autolakereri bidraget med lakeringen, mens BJ Autopolstring i Padborg har stået for den flotte knappolstring i førerhuset. Og så har Stiholt i Thisted for resten også bidraget med en konkurrencedygtig Drivline+ serviceaftale i op til 8 år/ max. 1,2 mio. km, hvad der måtte komme først.
Og apropos den nye 770’er som afløser for R 560’eren? Heinrich har så travlt, at han indtil videre beholder sin ”gamle” bil, så han nu er ”stor-vognmand” med hele to biler.