Allan fik sin første Scania efter 32 år som vognmand
Vognmand Allan Hosbond har været selvstændig i 32 år, hvor han troligt har holdt fast i Volvo som sit foretrukne lastbilmærke. Det gør han ikke mere. For nylig kunne lastbilsælger Peter Munkholm fra Stiholt i Aalborg nemlig overrække nøglerne til en spritny Scania R 660 B6x2*4 til Allan, der i alle årene har kørt ud fra Vindblæs ved Løgstør.
- Jeg har kørt Volvo i alle mine 32 år som selvstændig vognmand. Nu synes jeg det var tid til at prøve noget andet, forklarer Allan.
Den nye Scania R 660 er ud over at være veludstyret også leveret med en serviceaftale inkl. udvidet drivlinedækning i op til 10 år. Med en årlig kørestrækning på 100-120.000 km passer det perfekt med Allans planer om, at Scania’en bliver hans sidste lastbil, inden han hænger nøglerne på sømmet for sidste gang.
- Jeg har altid været én-bilsvognmand, siden jeg overtog min fars vognmandsforretning i 1990, og sådan forbliver det, fastslår han.
Den nye Scania er opbygget med 3-vejs tippelad af Skelhøje Vognfabrik A/S. Det er ifølge Allan den eneste rigtige leverandør, når bilen skal bruges til kørsel med korn- og foderstoffer, kartofler og andre landbrugsprodukter.
Det er da også en 4-akslet Skelhøje-påhængsvogn, som Scania’en får følgeskab af de næste mange år. Påhængsvognen er kun 3 ½ år gammel og blev indkøbt sammen med Allans sidste Volvo.
Både det nye tippelad på Scania’en og påhængsvognens tippelad er udrustet med ECO-TOP automatiske rullepresenninger. De kan - lige som alle de øvrige hydrauliske funktioner på vogntoget – styres med fjernbetjening. Skive Autolak har stået for maling af den nye forvogn.
Teknikken i Allans nye Scania R 660 B6x2*4:
Drivline:
- 16,4 liters V8 på max. 660 hk/3.300 Nm
- 14-trins G33CM-gearkasse med integreret retarder
- EG-kraftudtag til betjening af tippelad
- enkeltreduceret R885-bagtøj med mekanisk differentialespærre, 3,07:1 i udveksling (= 85 km/t v. 1.030 o/min).
Førerhus:
- CR20H
- højt placeret sovekabineførerhus med højt tag på 4-punkt luftaffjedring
- ALT i udstyr inkl. fuld læderbeklædning, Premium fører- og passagerstole, Premium infotainment-system inkl. navigation og 4x20 W musikanlæg, fuldautomatisk klimaanlæg inkl. separat 6 kW motor- og kabinevarmer,
Chassis:
- enkelt-ramme med fuld luftaffjedring på alle tre aksler
- elektrohydraulisk styrbar og løftbar støtteaksel bag trækaksel
- malede Alcoa alu-fælge
- 400 liter brændstoftank og 105 AdBlue-tank monteret i højre side bag heldækkende sideskørt
- værktøjskasse integreret i sideskørt i venstre side
- trykluftbetjent VBG træktøj med 57 mm. trækbolt
- separate bak-, højresvings- og læssekameraer med monitor integreret i instrumentpanelet.