Politiet i næste uge: Ekstra fokus på mobilsnak i trafikken
I næste uge - 14.-20. november (uge 46) - har politiet ekstra fokus på uopmærksomhed i trafikken. De går typisk efter de chauffører og bilister, der benytter håndholdt mobil eller taster på deres smartwatch under kørslen.
Tal fra politiet tyder på, at der er noget at komme efter.
I årets første 10 måneder har politikredsene uddelt 18.967 klip i kørekort for brug af håndholdt mobil bag rattet, viser nye tal fra Rigspolitiet.
Så mange klip
Tallene viser, hvor mange personer der har fået klip for brug af håndholdt mobil bag rattet – tal pr. politikreds i årets første 10 måneder
- Nordjylland: 1341
- Østjylland: 1368
- Midt- og Vestjylland: 1782
- Sydøstjylland: 1802
- Syd- og Sønderjylland: 1322
- Fyn: 1116
- Sydsjælland og Lolland-Falster: 794
- Midt- og Vestsjælland: 1347
- Nordsjælland: 957
- Københavns Vestegn: 1647
- København: 5437
- Bornholm: 54
- I alt: 18.967
Kilde: Politiet
Politiets kontrol kommer samtidig med at Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og 53 kommuner også gennemfører en landsdækkende kampagne, der sætter fokus på, at uopmærksomhed i trafikken er farligt.
En undersøgelse viser, at 91 procent af bilisterne mener, at det er uacceptabelt at taste på sin mobil, når man kører bil; men det er kun 74 procent af bilisterne, som svarer, at de aldrig taster på mobiltelefonen, når de kører.
- De fleste kender nok det med, at man har en holdning, men at man nogle gange alligevel kommer til at gøre det, som man ikke synes er OK, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
- Det er meget menneskeligt; men når det drejer sig om at bruge håndholdt mobil bag rattet, er det ikke kun dobbeltmoralsk - det er også risikabelt for ens egen og andres sikkerhed i trafikken,
Fakta om undersøgelsen
- 10 % af bilisterne siger, at de ofte eller en gang i mellem taster på deres håndholdte mobil, når de kører bil, når de svarer på beskeder, søger på nettet eller søger efter musik.
- 16 % siger, at de gør det sjældent.
- 74 % siger, at de gør det aldrig.
- I seks ud af ti dødsulykker i trafikken var der uopmærksomhed eller manglende orientering involveret.
- Det koster et klip i kørekortet, en bøde på 1.500 kroner samt 500 kroner til Offerfonden, hvis man bruger sin mobil håndholdt, eller hvis man taster eller skriver på sit smartwatch, mens man kører.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik og Vejdirektoratet