MAN får ny direktør for kundeservice
Thomas Skousgaard, 49 år, er netop tiltrådt stillingen som Customer Service direktør for MAN Danmark. Thomas overtager hermed det samlede ansvar for eftermarkedet i Danmark, hvilket omfatter kundeservice med den samlede værkstedsdrift, inklusiv serviceaftaler og MANs digitale løsninger, samt reservedele og tilbehør. Hertil kommer også den vigtige opgave med træning og udvikling af alle mekanikere samt øvrige servicemedarbejdere.
Thomas kender om nogen til MAN-organisationen, idet han kommer fra egne rækker og har mere end 10 års ansættelse i koncernen. Thomas kommer fra jobbet som chef for netværksafdelingen, hvor han havde ansvar for Network & Retail management i Skandinavien. Inden da arbejdede han med indkøb og anlægsinvesteringer ligeledes i en skandinavisk funktion. Inden tiden hos MAN Danmark arbejdede Thomas hos Scania Danmark som ansvarlig for indkøbsfunktionen.
- Thomas Skousgaard får i sin nye position en nøglerolle med at føre MAN i Danmark igennem den vigtige transformation mod elektriske køretøjer, siger Malte Kauert, der er MAN Danmarks administrerende direktør.
- Inden for en relativ kort årrække forventes en generel udskiftning af kundernes vognpark fra traditionel dieseldrift i retningen af rent el-drevne køretøjer. Dette vigtige skifte medfører nye kundebehov på servicedelen. Der bliver derfor behov for innovation og nytænkning af hele eftermarkedsområdet.