To unikke Scania til Hjørring
De senere år har Stiholt leveret flere forskellige typer renovations- og hejseladsbiler til affaldskørsel til det kommunale affaldsselskab AVV i Hjørring.
Nu har Stiholt været på spil igen og leveret et par højt specialiserede Scania L250 renovationslastbiler til det nordligste Danmark. Dog står der ikke længere AVV på renovationsbilerne men Nordværk, som er det nye navn for AVV efter en fusion med Reno-Nord pr. 1. januar 2022.
De to nye Scania skal indgå i en flåde på godt 30 renovationslastbiler. De er begge af typen L250 B4x2, det vil sige 2-akslede biler med det ekstra lave og frembyggede L-førerhus. Det giver fremragende ind- og udstigningsforhold; men for første gang har Nordværk også specificeret førerhusene med Scanias såkaldte Citydoor i højre side. Det er en svingdør af glas, der åbner indad i førerhuset, som det kendes fra bybusser. Dermed forbedres adgangsforholdene yderligere, lige som glasdøren forbedrer udsynet i højre side for chaufføren.
Indsamling i sommerhusområderne
Bilerne skal primært anvendes til indsamling af husholdningsaffald i sommerhusområderne – fra Løkken i syd til Skiveren i nord.
- Her har vores chauffører rigtig mange ind- og udstigninger hver dag, hvor det meget lave førerhus og den nye Citydoor rigtig kommer til deres ret, fortæller Peter L. Kristensen, afdelingsleder for transport og logistik i Nordværk og ansvarlig for indkøb af lastbilerne.
- Vi involverer altid chaufførerne, når det gælder specifikationer og opbygning af bilerne. Det er deres daglige arbejdsredskaber, så derfor er det kun rimeligt, at de bliver taget med på råd. Her har vi også haft en rigtig god dialog med Stiholt, så bilerne er blevet indrettet så praktiske og effektive som muligt, fastslår han.
Flere typer affald ad gangen
De to nye lastbiler er opbygget med NTM 13 KG- 2B affaldskomprimatorer, som Stiholt Hydraulic har leveret. Der er tale om komprimatorer med to kamre, så bilerne kan indsamle flere forskellige affaldsfraktioner ad gangen. Bilerne kan f.eks. indsamle restaffald og madaffald den ene uge samt plast, metal eller papir den anden uge. Af hensyn til fremkommeligheden i sommerhusområderne er bilerne meget korte med en akselafstand på blot 3.600 mm, hvilket er lidt kortere end en normal sættevognstrækker.
De nye Scania L250 erstatter et par ældre renovationsbiler af andet svensk fabrikat, der ”kun” var udrustet med affaldskomprimatorer med ét kammer. Det er Stiholts lastbilsælger Dennis Andersen, der har leveret Scania-chassiserne, mens sælger Søren Bach fra Stiholt Hydraulic i Aalborg har leveret NTM-affaldskomprimatorerne.