Gasprisen falder til laveste niveau i mere end et år
Mildt vintervejr og fyldte gaslagre i Europa er med til at skubbe gasprisen ned i et niveau, der ikke er set lavere siden december 2021.
Det siger Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent og energianalytiker i brancheorganisationen Green Power Denmark. Organisationen repræsenterer cirka 1.500 medlemmer i energiindustrien.
- Vores gaslagre i Europa er stadig mere end 80 procent fyldte. I de seneste fem år har vi ikke haft lige så meget gas på lager på det her tidspunkt af året.
- Typisk bruger vi jo mest gas i januar og februar, hvor vejret er koldt, men det er altså ikke tilfældet i år, så det ser ud til, at vi kommer godt ud af vinterperioden.
- Så slipper vi også for at gå ud og panikkøbe gas, som tilfældet var i sommer, hvor prisen toppede, siger han.
Tirsdag formiddag handles gassen til omkring 390 kroner per megawatt-time på den hollandske gasbørs TTF. Det er stadig et højt niveau, hvis man kigger på den historiske udvikling.
Men i sommer blev den i en kort periode handlet for knap det syvdobbelte, og man skal blot en måned tilbage for at finde en pris, der var næsten tre gange så høj som nu.
Ifølge Kristian Rune Poulsen leverer Rusland omkring 8 procent af Europas samlede gasforbrug lige nu. Tidligere var det 40 procent.
- Og i princippet kunne vi helt undvære russisk gas, men det vil alt andet lige sætte det europæiske energimarked under pres og få prisen til at stige på ny. Så det er et tveægget svær, siger han.
- Man arbejder jo hele tiden på at nedbringe andelen af russisk gas yderligere og helt erstatte gas med mere sol- og vindenergi. Men det er et langt, sejt træk.
Energianalytikeren forudser, at prisniveauet formentlig vil fortsætte med at falde i en længere periode.
- Den gas, vi ikke bruger nu, kan vi i stedet bruge næste vinter, og det gør, at vi ser prisfald på den lange bane, lyder det.
/ritzau/