Stor interesse for transportuddannelserne
DM i Skills 2023 fandt sted fra torsdag til lørdag i sidste uge. I alt lagde 51.000 gæster vejen forbi Messe C i Fredericia i løbet af de tre dage, og en stor del af dem kom forbi den store stand, som Transporterhvervets Uddannelser havde stillet op for at profilere fire demonstrationsfag: kranføreruddannelsen, ambulancebehandleruddannelsen, lageroperatøruddannelsen og lufthavnsoperatøruddannelsen.
- Og der var livlig aktivitet på standen og stor interesse fra de unge, beretter projektmedarbejder Christina Mie Pedersen fra TUR.
- Jeg tror, at mange unge slet ikke er klar over, hvilke fag, der hører under transportuddannelserne. De tror, at det kun handler om at blive chauffør. Så de bliver overraskede over, at de også kan lære at blive kranfører, ambulancebehandler eller et af de andre specialer, der ligger under chauffør, som f.eks. tankbilchauffør.
TUR havde også to simulatorer med, som de besøgende kunne prøve, blandt andet en simulator til mobilkran.
- Den havde vi lånt af EUC Lillebælt, som har den fra BMS, fortæller Christina.
- Her skal man løfte forskellige ting og tage højde for vægten, som skal justeres ind i løftet.
- Det var fedt at se de unge, der kom hen for at se kransimulator. De var virkelig interesserede og meget fokuseret på, hvad den kunne.
Den anden simulator var en gaffeltrucksimulator fra TENSTAR, hvor de unge på en sjov måde kunne snuse til, hvad det vil sige at køre truck. Den tiltrak også mange unge.
Lærlingene håndterede aktiviteterne
Alle aktiviteter på TUR’s stand blev håndteret af transportlærlingene selv, forklarer Christina Mie Pedersen.
- Der stod en lærling ved hver aktivitet, så formidlingen til de unge kom fra de unge. De er en del af vores ”ambassadørkorps”, som vi også bruger, når vi holder oplæg på folkeskolerne og FGU-skoler.
- Vi har på forhånd holdt workshops, så de er klædt på til at snakke til en gruppe unge, som er lidt yngre end dem selv, og som måske er lidt generte – men det gik virkelig godt. Vores ambassadører var virkelig engagerede. De er stolte af deres erhverv. Det kunne man mærke.
På standen var der også et lille hyggeområde, hvor man kunne se film fra lufthavnen med deres elever. Der var også et lykkehjul, hvor man kunne vinde præmier. Til lageruddannelsen var der opstillet lille lastbil med lad. Den skulle pakkes med trækasser i forskellig størrelse – og det skulle gøres på tid. Pakkerne skulle både placeres stabilt, men det skulle også gøres hurtigt.
Blå blink
Størst interesse var der for den ambulance, som Rybners Skole havde med på standen.
- Der er altid stor interesse for den ambulance, fortæller Christina. Det var en uddannelsesambulance, så den var højere end normalt. De blå blink kunne ses fra den ende af hallen. Det tiltrak virkelig mange besøgende – både de unge og den ældre generation var meget interesserede i at se, hvordan man laver førstehjælpsøvelser.
- Flere af de unge ville også prøve at ligge i den røde pose, som man kommer i, hvis man bliver hentet på et ulykkessted. Så det var et stort hit.
Hvor mange af de 51.000 besøgende, der kom forbi TUR-standen, kan Christina ikke fortælle; men det har nok været en stor del af dem, for TUR-standen lå ved entreen mellem de to haller.
Til næste år holdes DM i Skills i Roskilde.
Ambassadørerne
Transporterhvervets Uddannelser (TUR) har stor succes med deres ambassadører.
Ambassadørernes opgave er at profilere transportuddannelserne ved at vise deres hverdag på jobbet, i skolen og fritiden via billeder og film på sociale medier.
De er også med til DM i Skills, hvor de svarer på spørgsmål om deres uddannelse, og om hvordan det er at være lærling i transportbranchen.
De bruges også til at holde oplæg på folkeskoler, FGU-skoler, efterskoler og tiende klasser.
- I år har vi 10 ambassadører. Det er flere end normalt, men vi har også været ude og besøge rigtig mange skoler. Vi har virkelig nogle veltalende ambassadører, og de er med til at gøre en forskel, når vi skal have de unge interesseret i vores branche, fortæller projektmedarbejder Christina Mie Pedersen fra TUR.