Små skridt frem for transporterhvervet
Når der tages højde for sæsonudsving, ser transportvirksomhedernes forventninger til både omsætning og beskæftigelse i de kommende tre måneder ud til at have rettet sig.
Lagerbeholdningerne falder lidt mindre end tidligere, og væksten i dansk økonomi er svagt positiv. Men der er fortsat stor usikkerhed om, hvordan økonomien vil udvikle sig.
- Når der tages højde for sæsonudsving, ser transportvirksomhedernes forventninger til både omsætning og beskæftigelse i de kommende tre måneder ud til at have rettet sig. Det sker efter de sidste par måneders forholdsvist kraftige dyk, siger DTLs økonom Morten Pernø.
- Der er nu igen et lille flertal blandt transportvirksomhederne, som venter en stigende omsætning i de kommende tre måneder. Samtidig er flertallet af transportvirksomhederne, der venter faldende beskæftigelse, skrumpet ind.
Det er også positivt, at der nu er væsentligt flere transportvirksomheder, som har oplevet stigende omsætning, og at der - i modsætning til i sidste måned - er lige mange, som har oplevet en stigende som en faldende beskæftigelse.
Vognmændene får samtidig gavn af, at dansk økonomi stadig vokser en smule. Samtidig har industrilagrene haft sit mindste fald i de seneste seks kvartaler, men et fald er der er altså stadig tale om,« fortsætter Morten Pernø.
Fælder forude
Andre omstændigheder gør dog, at usikkerheden fortsat er meget stor:
- Der kan lure flere fælder forude,siger DTL-økonomen.
Transportbranchen er blevet mere negativ i sin vurdering af forretningsklimaet. Desuden er de samlede industri- og engroslagre faldet rekordstort i seks kvartaler i træk. Og det private forbrug er også faldet på det seneste.
Også på kundesiden ser det også knap så lyst ud. Her har et markant flertal blandt byggevirksomhederne stadig negative forventninger. Også industrien har fremvist faldende forventninger siden maj et fald, som endog er tiltaget lidt i styrke på det seneste.
- Det viser, at man skal være meget varsom med at erklære den økonomiske krise for at være lagt i graven, siger han.
- Samlet set tyder tallene dog på, at der trods alt sker små, tiltrængte skridt fremad for branchen, siger Morten Pernø.