23948sdkhjf

Vognmandsforretninger fanger ikke næste generation

Der bliver færre familieejede vognmandsvirksomheder i Danmark. Hårdt arbejde og lav indtjening er blandt grundene til, at den unge generation ikke vil overtage familievirksomheden
1316 vognmandsvirksomheder har Danmark måttet vinke farvel til siden finanskrisen. Og det tal forventes fortsat at stige.

For selvom finanskrisen så småt har sluppet taget i vognmandsbranchen, så får de familieejede virksomheder sværere og sværere ved at gennemføre generationsskift, fordi den yngre generation ikke ønsker at drive virksomhederne videre.

Det skriver Børsen.

- Jeg tror, at vi i den kommende periode på fem til ti år vil se mange familieejede vognmandsvirksomheder lukke ned, fordi der ikke er nogen til at overtage dem, siger Martin Danielsen, der er formand for Dansk Transport og Logistik (DTL).

Prioriterer universitetet

Med mindre der er et stærkt bånd til familievirksomheden, så påpeger Martin Danielsen, at den yngre generation i stedet prioriterer universitetsuddannelser frem for livet som vognmand.

Og den tendens kan Søren Kristian Kristiansen, der ejer vogmandsvirksomheden PK Transport i Serritslev, nikke genkendende til. Han er så småt begyndt at tage hul på et generationsskifte, som skal gøre hans datter, Trine Støwe Kristiansen, til den tredje generation, som står i spidsen for familievirksomheden.

- Der er mange, som kommer til mig og siger, at de ikke forstår, jeg gider det her liv. Mange omkring mig lukker forretningen ned, og jeg kan godt forstå dem. Det er hele døgnet rundt, man knokler for at skabe overskud, siger han.

Unge vil holde fri

Spørger man Anders Jessen, chefkonsulent hos ITD, så kan han godt forstå de unges prioriteringer.

- Hvis man kan overtage sin fars forretning, men han arbejder fra morgen til aften for at få det til at køre rundt, så forstår jeg godt, de unge fristes til at tage et fast lønmodtagerjob i stedet, siger han.

Og de tanker har Trine Støwe Kristiansen, også gjort sig, selvom hun i sidste ende valgte familievirksomheden.

- Det har ikke ligget lige til højrebenet, at det var det her, jeg skulle. Jeg har været påpasselig med at komme ind i denne branche, siger hun med henvisning til de mange arbejdstimer og den lave indtjening.

- Men virksomheden betyder bare så meget for os. Den er så stor en del af vores familie og vores identitet. Var den ikke det, så havde vi også valgt en anden vej, siger hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081