23948sdkhjf

Udskilningsløb i renovationsbranchen

Skærpet konkurrence på kontrakter kan få konsekvenser for mindre kapitalstærke virksomheder
Man skal være vaks ved havelågen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at tjene penge på renovationsmarkedet i Danmark.

Det er budskabet fra den sjællandske vognmandsvirksomhed M. Larsen, der netop nu oplever presset på egen krop.

- Vores økonomi er i høj grad baseret på længerevarende opgaver og kontrakter med kommunerne, og vi har oplevet udløb på en del af dem. I 2015 har vi haft skifte i rigtig mange kontrakter, fortæller administrerende direktør Peter Thorn til Transportmagasinet.

Skiftet slår også igennem på regnskabstallene, der har været faldende i 2015 i forhold til 2014. Men det er ikke noget, der giver anledning til stor bekymring hos direktøren.

- Det er i øjeblikket et meget konkurrencefølsomt marked, hvor man kan tale om et udskilningsløb blandt virksomhederne. Heldigvis er vi kapitalstærke og godt rustede, men vi må erkende, at der er hård kamp om udbuddene, siger Peter Thorn.

Markedet bærer i stadig stigende grad præg af indflydelse fra større, internationale børsnoterede selskaber, der skal levere resultater på bundlinjen, hvor M. Larsen er lidt mere traditionelle i deres tilgang til at drive forretning.

- Vi slår på de klassiske dyder, i og med at vi er en privatejet virksomhed og kan være enormt fleksible. Og det er netop alfa og omega for os, at vi kan levere en løsning til ethvert behov, forklarer Peter Thorn.

M. Larsen har for nyligt vundet nye kontrakter i Vordingborg, Gladsaxe og på Lolland. Men det er bare de begyndelsen på det, der skal blive et rigtigt travlt år hos den sjællandske transportvirksomhed.

- Markedet er nede i en bølgedal lige nu, men er heldigvis på vej opad igen. Vi ser det samme billede hos vores ”konkollegaer”, der også reflekterer en omstilling af markedet, siger direktøren, og fortsætter:

- Der er mange kontrakter i spil i øjeblikket, og vi starter 11 nye kommuner op nu her. Det har selvsagt en effekt på en virksomhed, når så mange medarbejdere skal ind i systemet. Det koster i opstarten, men lønner sig på den lange bane.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078