Tilfredshed hos Fairtrans efter flyvende 2017
Hos Fairtrans-koncernen i Kliplev har man netop løftet sløret for et 2017-regnskab, der i den grad viser positive takter for speditions- og vognmandsvirksomheden. På bundlinjen ender resultat på 5,1 mio.kr. efter skat, og sammenlignet med 2016-resultatet på 3,4 mio.kr., må der siges at være godt gang i hjulene i det sønderjyske.
Direktør Hans Jørgen Hansen indrømmer, at han er rigtig godt tilfreds med den måde, forretningens resultater har udviklet sig på det seneste år.
- Det er svært at pege på én ting som årsag, for alle vores forretningsområder har forbedret sig og bidraget til fremgangen. Der er ikke tale om ekstraordinære indtægter, men en optimering af driften. Vi har investeret meget gennem årene, og det er det, vi høster frugten af nu, siger Hans Jørgen Hansen.
Hård konkurrence
Det kan ikke komme bag på nogen, at det er en udfordring at være transportvirksomhed i dagens Danmark. Det mærker de i høj grad også i Fairtrans-koncernen, forsikrer direktøren.
- Vi er hver dag ramt af et vejnet, der sander til, en dieselpris, der bliver ved med at stige, og en protektionisme, der gør det svært at navigere i markedet. Der sker så mange ting i verdenen lige nu, som man ikke kender konsekvenserne af – som for eksempel Brexit, eller den voldsomme stigning i den tyske Maut til årsskiftet. Hvordan kommer det til at påvirke den danske eksport?, siger han, og fortsætter:
- Man fornemmer nogle gange, at der ikke skal meget støj og uro til, før markedet vender; vi er i den grad i en branche, hvor vi med det samme mærker op- og nedturene i konjunkturerne, så vi er en god målestok for, hvordan den nationale økonomi har det, siger han.
Styr på kapaciteten
Netop på grund af den omskiftelige verdenssituation, er man nødt til som transportvirksomhed at være ekstra skarp til at drive forretning. Og det er lykkedes for Fairtrans i det forgangne år.
- 2018 er startet fantastisk, med den bedste januar nogensinde, til gengæld var der opbremsning i februar og marts, men nu er der virkelig gang i den igen efter påsken. Så for os handler det i den grad om at tilpasse kapaciteten, og det er bare lykkedes for os i 2017. Ikke mindst takket være vore dygtige og ihærdige medarbejdere, der bruger det gode købmandsskab og hele tiden har to kasketter på, som både vognmænd og speditører, siger Hans Jørgen Hansen.
Optimisme for 2018
Han er forsigtig optimist for resten af 2018, men at spå længere ud i fremtiden er han ikke meget for. Til det er markedet alt for omskifteligt.
Sikkert er det dog, at Fairtrans ikke har planer om at hvile på laurbærene; der er tværtimod allerede identificeret flere områder, hvor driften kan blive mere effektiv. Det indebærer løbende investeringer og forbedringer på især IT-området og et løft af lagerstyringen.
Fairtrans-koncernen beskæftiger 127 medarbejdere.
t. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 56.028 | 55.330 |
Resultat af primær drift | 7.647 | 5.850 |
Resultat før skat | 6.647 | 4.589 |
Årets resultat | 5.154 | 3.391 |
Balancesum | 84.726 | 88.032 |
Egenkapital | 18.296 | 16.136 |
Antal ansatte | 127 | 124 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |