23948sdkhjf

Rekord: H.P. Therkelsen runder de 400 millioner

Transport- og logistikvirksomheden H.P. Therkelsen i Padborg har på det seneste været ramt af trælse overskrifter - men rent økonomisk går det strålende.

I det netop offentliggjorte regnskab for 2018/19 runder omsætningen for første gang i virksomhedens over 100-årige historie 400 millioner kroner - den nåede op på næsten 407 millioner. Og overskuddet blev på 11,1 millioner kroner, det bedste resultatet siden 2014/15.

Det skriver JydskeVestkysten.

- Vi har haft held til at vinde en del nye kunder og udvide aftalerne med de eksisterende. Der har været nogle af vores konkurrenter, der har trukket sig ud af markedet, og det har jo givet nye muligheder for os, der er tilbage. Den primære grund til vores øgede omsætning er dog, at vi har set en generel vækst hos vores eksisterende kunder, fortæller direktør Peter Therkelsen til JydskeVestkysten.

Som følge af de ekstra opgaver har han ifølge avisen ansat en snes nye medarbejdere, så der nu er over 250 i koncernen. Desuden har H.P. Therkelsen på grund af pladsmangel købt en nabogrund på 8.000 kvadratmeter med 1.800 kvadratmeter lagerbygning.

H.P. Therkelsen, der har speciale i håndtering af frost- og kølevarer, bortviste i sidste måned tre medarbejdere, som er blevet dømt for dokumentfalsk af fragtbreve og for at fremvise dem i forbindelse med ulovlig cabotagekørsel. Virksomheden er også genstand for en igangværende politiefterforskning af, om der er sket andre overtrædelser af cabotagereglerne og anvendelse af falske fragtbreve.

Den igangværende efterforskning af, om cabotagereglerne er overtrådt, bliver nævnt i en note i regnskabet. Her vurderer virksomheden, at en eventuel bøde "ikke vil påvirke selskabets fortsatte indtjeningsevne og drift i væsentligt omfang".

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079