23948sdkhjf

Se billederne: Vognmandsparrets tur med hjælp til Ukraine

Forrige søndag morgen kørte vognmandsparret Poul og Esther Jørgensen fra HV-transport i Herning til Polen og den ukrainske grænse. De tog afsted i en af vognmandsfirmaets lastbiler og en trailer læsset med nødhjælp doneret fra virksomheder og privatpersoner fra Vestjylland.

Det var Jan Stilling fra G. Bech-Hansen A/S - Peugeot-Citroen forhandler i Ringkøbing – der var idemanden til indsamling af nødhjælp, og da Esther og Poul Jørgensen blev spurgt, om de ville være chauffører, kunne de ikke sige nej.

Et opslag blev lagt op på Facebook omkring initiativet, og siden strømmede det ind med donationer og hjælpende hænder.

Der kom donationer fra en lang række midt- og vestjyske virksomheder, heriblandt en hel del fra transportvirksomheder. Poul trak lidt i sit netværk, og det gav pote. 
Kunne ikke sige nej

- Da Jan Stilling spurgte mine forældre, om de ville være chauffører, kunne de ikke sige nej, fortæller den ene søn, Simon Haubjerg Jørgensen.

- Min far kørte rigtig meget til Polen og Ukraine i sine unge dage. Han kender området og menneskene.

Ekstrem stolt
En anden søn - Nikolaj Haubjerg Jørgensen, der nok er kendt af de fleste som projektleder i MCH Messecenter Herning, skrev på firmaets  LinkedIN-side:

- Jeg er ekstremt stolt af mine forældre. Tidligere på ugen blev de spurgt af nogle ildsjæle i Ringkøbing om de ville hjælpe med at køre indsamlet nødhjælp mod Ukraine. De har nu sat hverdagens travlhed og pligter til side for selv at tage den lange rejse ned mod grænsen til Ukraine.

- Min far har kørt lastbil og bus i 40-50 år, og nogle af de længste ture var assisteret af min mor. Sammen kørte de  lange ture ned gennem Europa. 

- Turen til den ukrainske grænse bliver nok den vigtigste af dem alle.

Fantastisk at opleve
- Det er intet mindre end fantastisk at opleve ens forældre, der reagerer, handler og hjælper nødlidende medborgere i et ikke så fjernt land - som direkte modpol til de forfærdelige krigshandlinger igangsat af Putin. Det giver lys og håb - også for de mindste - i en historisk mørk tid, skrev Nikolaj.

Nåede sikkert frem
Poul og Esther Jørgensen kom sikkert frem  med nødhjælpen helt uden problemer - bortset fra en defekt kaffemaskine.

- Politiet  i Polen spærrede området ned til den ukrainske grænsen. Fem kilometer før grænsen, skulle vi dreje af og køre til en stor lagerhal,  hvor brandfolk  og andre læssede den ene lastbil  efter den anden af. Der var en kø af biler fra Danmark, Tyskland og Polen. 

- Her blev al vores nædhjælp aflæsset - bleer, mad, tæpper og drikkevarer. Det blev kørt  direkte ind i Ukraine af små biler, som kom og hentede varerne, rapporterede forældrene hjem til familien. 

Soldater med våben
- Selvom vi ikke var helt inde i Ukraine, var det en tur, der har gjort et kæmpe indtryk på os, fortalte Poul Jørgensen i telefonen senere til Lastbilmagasinet. 

- Der var militær på rastepladserne med automatvåben. På en rasteplads holdt der 100 busser, som skulle ind og hente mennesker ud af Ukraine. 

- Da vi fik læsset af, var der fyldt med triste skæbner på vejen. Kvinder og små børn – det var modløse folk, fortæller Poul Jørgensen.

Vel hjemme igen har de fået en oplevelse, som de aldrig vil glemme - og de har gjort en gerning, som mange andre heller ikke vil glemme!

- Og så har vi fået kollosal opbakning fra lokalområdet, ikke mindst fra J.L.Transport Holmsland v. Johnni Larsen, Sand Spedition og Jørgen Jensen Distribution A/S - JJD A/S. De har bidraget stort med, at vi kunne få det her til at lykkes, siger Simon Haubjerg Jørgensen..

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11